Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. V. Vedel: Literatur-Oversigt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af, at det er temmelig tilfældigt, hvormed Forf. begynder, i hvad
Orden han gaar frem; temmelig planløst sagtner Handlingens Gang
eller tager Fart; Hovedsujettet udhæver sig ej altid tydelig. Den
smukke Novelle „Agnes* er aldeles uklart komponeret; meget uved-
kommende er taget med, og Lyset falder ikke klart over, hvad der
dog skal være det centrale i Fortællingen. I „Georg Jørgensens
sidste Rejseæventyr" omrammes Skildringen af visse franske For-
hold og Typer temmelig meningsløst af den uinteressante Hr. Jør-
gensens Affærer. Og saaledes videre.
Forøvrig høre de to her omhandlede Novellesamlinger til
Schandorphs lykkeligst inspirerede Ting. En enkelt Fortælling:
„Naifen kommer" er vel fuld af gammeldags Romanbrokker; og
midt i den friske Skildring af den vilde, naive Tøs i „Villaen"
kan den gode Homer blunde saa ganske, at hun paa Apoteker-
lærlingens Antydning om at den gamle Kaptajn vel ej er saa ren
som en Engel, kan svare: „Hvis han ikke er ren, saa er det hans
Kones Skyld; for hun holder hverken sit Hus, sin Mand eller sig
selv proper ... Hvorfor ler du? Mener du noget andet, end jeg
kan og vil forstaa? ... Fy Lucien! Slip mig! Aa! nu forstaar jeg,
at det er forkert, at jeg gaar og spadserer med dig og kysser dig."
Men fraset slige uundgaaelige Pletter har Schandorphs Talent
aabenbart forfrisket sig og beriget sig ved sit sidste Udtræk.
I „Ottavia Bonicelli* skildre et Par lyrisk skønne Sider to
unge italienske Piger, der er ude at plukke Blomster en Foraars-
morgen. De gaa sammen Arm i Arm — den spidse, lidt tørre
Lærerinde og den kække, kraftige Bondepige. Hun — Erminia —
løfter sine Skørter op mod Hofterne, idet hun gaar ned ad en
Skrænt og lader de „svulmende Muskler træde ud i Væddekamp
med al den lystige og livskaade Pragt i Planteverdenen, under det
tindrende Sollys. Hun stak sine store brune Hænder, sine svære,
haarede Arme op i Solen. De blev fra gulrøde til gulbrune, og
alle de smaa Haar tindrede hvert for sig, som om hvert for sig
havde noget, det skulde have sagt med i Foraarskoncertens mange-
stemmige Kor."
Denne bredt favnende Glæde ved Livet er S.’s lyriske
Muse, — en Velvilje mod alt, der er sundt og frodigt, som kan
blive til næsten beundrende Forelskelse, naar han skildrer en Kats
Solen sig, en Unges Gassen sig, en vilter, brunøjet Tøs, en
svulmende Bondepiges Byste, — og tillige en godmodig og generøs
Medfølelse med alt, der er jævnt og ringe, uanseligt og overset,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
