Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Johannes Jørgensen: Charles Baudelaire
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I et Digt, hvis Vers falder i rolig Selvopgiven som de graa
Draaber i en Oktoberregn, sammenligner Baudelaire sig med en
Konge i et Taageland — rig, men afmægtig, ung og dog gammel
— et ungdommeligt Skelet, der ikke kan smile, og i hvis Aarer
i Stedet for Blod rinder Lethes grønne Vand.
Tilværelsen nedknuger ham med sine langsomt henhaltende
Dage, sine Aar med deres evige Vekslen af evigt de samme Aars-
tider. Livet keder ham med sine Gentagelser, Menneskehedens
Repertoire synes ham saa uendelig fattigt. Hans Nysgerrighed er
hurtig stillet tilfreds af dette Skue, som overalt og til alle Tider
er det samme — Menneskets evige Tragikomedie.
Overfor Jorden, Jorden med al dens Larm og Lyd, dens
Lyst og Lidelse, dens Fester og Pragt og Rigdomme, dens Lykke
og dens Lidenskab føler Baudelaire sig betagen af en sælsom Sorg.
Ti alt dette, der er saa skønt, er ikke til for ham. Det er ikke
ham givet at naa den simple og enfoldige Tilfredshed, den rene og
rolige Nydelse. Ved hans Fødsel har en Fe dryppet en Draabe
i hans Sjæl, en Draabe Saft udpresset af hin underlige Længsels-
urt, som de gamle Romantikere kaldte „den blaa Blomst". Han
er født under Maanens Tegn; under dens Kraft svulmer hans
Sjæl i Flod og svinder i Ebbe. Han elsker — som der staar i
Les bienfaits de la lune — det Sted, hvor han ikke er, den
Kvinde, han ikke kender, de forvildende Dufte, de uhyggelige
Blomster, og Kattene, der med raa og blid Røst klager ligesom
Kvinder.
Livet forekommer Baudelaire som et Hospital, hvor enhver
af de Syge er betagen af en stadig Lyst til at skifte Sæng. Selv
synes han bestandig, at han vilde befinde sig bedre, naar han var
borte fra sine nuværende Omgivelser. Og al hans Sjæls Attraa
samler sig tilsidst i det ene Udbrud:
Anywhere out of the world. IV.
IV.
Som det nødvendige Komplement til Baudelaires en nu i
opstaar da le réve, Drømmen. Disse to Ord findes kausalt
sammenkædede næsten paa hver Side af „Les Fleurs du Mal“ og
„Petits poémes en prose*. Fantasien, som er Sjælens Beruselse,
og Kærligheden, som beruser Sanserne, bliver de Opiater, hvormed
Baudelaire dulmer den evig urolige Smærte i sit Indre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
