Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Johannes Jørgensen: Charles Baudelaire
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
gennemtrængt af den samme brunstige Lugt. En Række af Baude-
laires skønneste Poemer besynger de gejle og golde Kvinder og
forherliger deres sløve, stumpe Marmor-Ro.
„O mit Livs Maane“, staar der et Sted, »hyl dig i Skygge,
sov eller ryg, som du lyster, vær tavs, vær mut, vær mørk, duk
dig til Bunds i din Lede! Jeg elsker dig saaledes!
»Men vil du i Dag som en formørket Stjæme, der glider ud
af Skyggen, vil du i Dag give dig den vilde Lyst i Vold — godt!
da blink i Lyset, du kære Dolk! fri for din Skede . . .
»Vær som du vil, sort Nat eller Morgen rød, der er ikke
en Trævl i mit skælvende Legeme, uden den skriger: „Min elskte
Belzebub, jeg tilbeder dig!*
Det er ikke med Urette, at den, der har skrevet Linjer som
disse, har Michelangelos Kæmpeskikkelser og Shakespeares Figurer
til Idealer. Hans egen Attraa er gigantisk som Renæssancens, og
der behøvedes for at tilfredsstille den en Kvinde med „Natten*s
Marmorlemmer og Lady Macbeths mægtige Forbrydersjæl. Synet
af Skønheden vækker i Baudelaires titanisk begærende Sind en
Følelse, der samtidig er smærtelig Kval og sød Nydelse. Skøn-
heden forekommer ham paa en Gang djævelsk og guddommelig,
fordi den vækker baade den rene Glæde og det dunkle, voldsomme
Begær i Kød og Sanser. Derfor hedder det i „Hymnen til Skøn-
heden* :
„Du udbreder en Uvejrsaftens Vellugt om dig . . . du ud-
strør Glæde og Ulykke paa maa og faa, du styrer alt og bærer
ikke Ansvar for noget. Du vandrer, o Skønhed! spottende hen
over Døden, Rædslen hænger som en Juvel om din Hals, og som
et Hængesmykke danser Mordet paa din stolte Bug*.
For et Hjærte, der føler saaledes, maa Kærligheden være
som hin evigt smærtende Pæl i Kødet, hvorom Paulus taler. Skøn-
heden trænger ind i en Sjæl af denne Beskaffenhed som et Kniv-
stik; den besætter dette Menneskes Sanser. Den skønne Kvinde
forvandler sig til en Vampyr, der suger Digterens Hjæme tom for
Tanker. Digteren er bunden til sin Elskede, lænket sammen med
hende som Slaven til sin Galej, han er forfalden til hende som
Spilleren til sine Tærninger og Drankeren til sit Glas. Forgæves
beder han Staal og Gift fri ham af dette Fangenskab. Han ved,
at myrdede han end hende, der volder ham saa megen Kval, han
vilde med sine fortvivlede Kys atter opvække hende fra de Døde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
