Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Kaptajn P. F. Rist: Kvartalsdrankeren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ud igennem de blanke Refleksionsspejle og bagtalte hinanden, de
bavde heller ikke andet at bestille.
Paa den Tid var det, at den gamle, hæderlige, arbejd-
somme Brændevinsbrænder henne i Algade begyndte at blive rig,
stenrig. Lidt efter lidt lagde der sig en tyk Sky af Brændevins-
dunst over Byen. Man blev den ikke straks va’r, den stinkende
Taage, men Fremmede, som blev nogen Tid i Byen, mærkede den
snart. Og Værtshusene florerede og formerede sig under den og
blev døbt med mange Navne som alle kære Børn, der var „Rotte-
saksen" og „grønne Jæger" og „Pumpen" og „Torskeklubben" og
„Rugmarken" og „Snasken" og mange mange flere.
Kun en Gang imellem kom der Liv i Befolkningen, naar et
Dampskib kom ind for at losse Kul eller forny sin Beholdning.
Alle de mange røde Ansigter nede ved Broen kom saa frem og
kiggede ud over Søen, men der var ikke mere Slagsmaal om
Kaptajnerne; ti de havde nu deres bestemte Adresse. De leverede
deres Ladning eller tog deres Kul og saa dampede de bort igen,
der var ikke noget at blive for i det „Hul", Traktementernes
Tid var forbi.
Men i Byen vakte det dog lidt Liv. Dampfløjten kaldte
ud af Huller og Kipper, Skarer af stærke Mænd med røde eller
blaalige Ansigter, de var vældigt byggede over Skuldre og Ryg
under de lasede Bluser, gik tungt i Brostenene og stank af den
rige Brændevinsbrænders Fusel. Det var Kuldrageme. Naar
Dampskibene kom, blev deres fredelige Liv afbrudt, — der kom
Fortjæneste. Saa maatte Dingle-Jens afbryde sit Foredrag inde i
„Rugmarken" over „den Gejst, som var i den Olje," som udgjorde
Brænderiets Hemmelighed, den som „naar man trak den ud,"
sagde han, „i en lang fed Traad, la’ vos si’e saa langt som henne
fra Kerken til ud til rø’e Port, forstoer I, — det er Kraften, ser
I! saa bli’er Snapsen go’, men er den inte fed nok, men brækker
over, forstoer I, saa er Snapsen ikke en Døjt værd. Næ, gu’ om
den æ’. Se det véd han den gamle, men de andre Rævepælse,
lærer ham aldrigen Kunsten aff" — og Dingle-Jens havde Ret, den
Gamle kendte Kunsten.
Medens Dampskibet laa og peb, og stak Trosser ud og
svajede og blev halet til Bolværk under Brøl fra Land og Raab
fra Skib, stod Byens Folk og saa’ paa det med dvaske Øjne.
Det var en Wilson’er fra Huil, det sagde den smudsige, lysegrønne
Farve, og medens Skibet blev fortøjet og Landgange stukket ud
50*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
