Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Kaptajn P. F. Rist: Kvartalsdrankeren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
blanke Støvlesnuder til de smaa bitte Ringe, som blinkede i hans
brune Øren.
Men om Aftenen var Jørgen Teglbrænder fuld som alle de
andre, saa kom han tumlende hjem med en vældig Rus til sin
Kone, hun, som havde sin Del i, at han var den Mand, han var.
Hun var en høj mager Kone med et blegt, noget træt og
ligesom udvisket Ansigt. Hun havde Maden parat, naar han kom
hjem i det propre Hus, der skinnede af Renhed og hvor hun i
den lyse Bomuldskjole, der sad stramt over det flade Bryst og
gik glat ned om de smalle Hofter, tog imod ham med mange
Ord, som han under Maaltidet besvarede paa sin knappe, tørre
Maade. Ti det var Madammens Fejl, at hun snakkede for meget.
En god Kone var hun, proper og dygtig, taalmodig og
fordringsløs, men tie stille kunde hun ikke.
Jørgen spiste sin Mad, svarede næppe paa hendes megen
Tale om Naboer og Genboer, om Naboers Børn og Genboers
Koner, og naar han havde spist, tændte han sin Pibe og gik.
Men naar han ud paa Aftenen kom hjem og med drønende
Trin skred op ad den lille knagende Trappe, bærende højt og
med oprejst Pande sin vældige Rus, var han mere oplagt til at
imødegaa hendes Sladder.
Med Hatten ned i Nakken, skudt bort fra det lange, magre,
glorøde Ansigt, traadte han haardt ind i Stuen. Han havde ikke
et Blik for det lille Kammers Nethed, han saa’ ikke Lampen, som
pudset og klar brændte paa det ovale Bord, der var dækket af
et hæklet Tæppe, han kastede ikke et Blik til Fotografierne af de
to smaa, forlængst døde Børn, som hang over Ghiffonieren, der
var pyntet med Porcellænsfigurer: Hunde og bedende Engle, samt
et stort Stykke Koral under Glas. Han gik lige hen til Sove-
kammerdøren, sparkede den op med et Skrald og raabte:
„Hold Kæft!«
Men netop det var Signalet for Konen til at begynde og
idet han gav sin indædte Harme over hendes ustandselige Sladder
Luft, slap hun Dampen og overskyllede ham med koghede Strømme
af Bebrejdelser over hans Drikkeri. Saa foregik der uhyggelige
Scener i Jørgen Teglbrænders Hus. Konen var den lidende Part,
derom vidnede de blaa og grønne Pletter paa hendes Legeme,
men tie stille — nej! ikke før hun havde snakket ham ædru,
svækket hans Modstand og han træt og tavs og stille sank hen i
Søvnen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
