Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Kontorchef Jul. Schovelin: England som Forbillede. Thomas Carlyle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Brug for Fremtiden. Denne vil nemlig først og fremmest af-
hænge af, hvor vidt det vil lykkes at forandre hele Synsmaaden,
hele Betragtningen af Menneskets Maal og Pligterne mod hverandre
indbyrdes. Forud har nødvendigvis maattet gaa det uhyre Rydnings-
arbejde, som ovenfor er skildret, og som det netop i første Række
blev Carlyles Bestemmelse og Hverv at udføre.
Men han er dog langtfra bleven staaende herved. Hans
umiddelbare Arbejde for Fremtiden bestaar for det første deri, at
han skarpt har formuleret dens Problem, „det største, som nogen-
sinde har været stillet Menneskeheden”. Det er nemlig, kort sagt,
at tilfredsstille Trangen til et Førerskab midt oppe i et Samfund,
som er vænnet af med at blive ført, at forene „det uundgaaelige
Demokrati” med „den lige saa uundgaaelige Suverænitet* *).
Paa hvilken Maade er nu en saadan Forbindelse mulig?
Ad Tvangens Vej vil det næppe gaa, og der bliver altsaa kun én
Vej tilbage, nemlig atter at faa de sociale, de altruistiske Motiver
til at træde i Forgrunden hos Menneskene.
Samfundsreformen maa altsaa begynde med, at den enkelte
reformerer sig selv. „Du kan ikke forløse en Verden, der er
nedsunken i Løgn, kun over eet Menneske i den har Du en ganske
absolut Magt, forløs ham, gør ham sand.” — „Den Ting, Du har
at gøre, er at ophøre med at være en hul lydende Bjælde af
Hørensagen, Egoisme og Dilettantisme og blive en ærlig seende Sjæl.”
Det vil af det ovenstaaende være os klart, at denne Reform
skal gaa ud paa at trænge sin Selviskhed tilbage, ophøre at be-
tragte sit eget lille Jeg som det Centrum, hvorom Samfundet drejer
sig, og i Stedet for blive et virksomt, socialt Organ*). l
l) Jfr. Schulze-Gaevernitz: Zum socialen Frieden. S. 268 fif.
’) Det gælder om at tilegne sig en virkelig social Tænkemaade, hvad der
imidlertid er noget vidt forskelligt fra den saakaldte filantropiske
Følelse. „Medlidenhed med menneskelig Ulykke er saare vakker; men
den dybe Forglemmelse af Lovene for Ret og Uret i den filantropiske
Bevægelse er helt igennem hæslig og foruroligende.* Med Forbitrelse
vender Carlyle sig mod Nutidens, ogsaa her i Landet velkendte Senti-
mentalitet overfor alle Slags Forbrydere lige ned til de lumpneste Mordere.
„Det er trist,” siger han, „at møde dette spøgelsesagtige Fantom af en
Kristendom, der paraderer overalt. Byder Kristendommen da Kærlighed
til Slyngler? Nej, retfærdigt Had, fast og uforsonligt Fjendskab til Guds
Fjender. Medlidenhed! Ja, — men kun paa Grundlag af Strænghed,
sorgfuld, tavs, ubønhørlig som Skæbnen er sand Medlidenhed mulig.
Uden det er den kun fejg Kvindagtighed, foragtelig som en Drankers Taarer.*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
