Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December - N. Neergaard: Moltkes Breve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tvivle om, at dette Land overhovedet kan blive ved at bestaa som
selvstændigt Kongerige.* — Men denne „Beklagelse*, der kommer
efter at det hele er forbi, og som endda ikke er fri for en vis
Biklang af Spot, staar saa godt som alene. Lige da Krigen stod
for Døren, d. 27. Januar, ytrede han endog Frygt for, at de
Danske „med Prisgivelse af alt deres Materiel, skal trække sig
tilbage til deres Øer*: baade som Militær og som Politiker
ønskede han en Kamp, for at Modstanderen kunde blive slaaet
redningsløst til Jorden. Dog tænkte han sig endnu den Gang, at
man kunde nøjes med en Personalunion mellem Danmark og
„Slesvig-Holsten* med fuld Selvstændighed for dette sidste, men
det var .jo ikke andet eller mere, end de fleste besindigere Folk
i Tyskland paa dette Tidspunkt vilde gaa med til. Hvor liden
Godhed han end havde for Danmark, nægter han det dog ikke
sin Agtelse for den Maade, hvorpaa det førte Kampen. Faa Dage
efter Stormen paa Dybbøl skriver han saaledes: „Den Begejstring,
hvormed dette lille Folk kæmper for sin Sag, den Udholdenhed
og Opofrelse, hvormed Hæren har forsvaret sig i Dybbølstillingen,
finder fuld Anerkendelse ogsaa hos Modstanderne. Tropperne have
lidt ubeskriveligt der, endnu langt mere end vore, der kunde tage
Initiativet til Angreb, og som med deres større Antal kunde afløse
hinanden under deres vanskelige Hverv.* At Forsvaret var haab-
løst, fremhæver han udtrykkeligt: Modstanderne var „ikke blot
dobbelt saa stærke, men ogsaa bedre uddannede, bevæbnede og
udrustede*. „Og dog*, føjer han til, „dekreterede et Selskab af
Advokater, Journalister og Rigsdagstalere Modstand til det yderste.*
Om den danske Presse udtaler han sig ofte med den største
Bitterhed. Den er, skriver han, „afskyelig*: „Var den virkeliget
Udtryk for det danske Folk, saa kunde man ingen Medlidenhed
have med det.* Især forarges han over, at de københavnske
Blade har „skændet deres militære Ære, som dog har besejret
dem i hver eneste Kamp*, beskyldt Preusserne for at maatte
drives frem med Skældsord og Slag med Klingen, etc. For det
danske Folks Fremtid mener han kun der kan være Haab, hvis
„de konservative Elementer kaste det herskende Demokratis Aag
af sig*. „Et Danmark*, fortsætter han, „som ikke vil leve paa
Tysklands Bekostning, vilde straks blive Tysklands naturligste
Forbundsfælle. Jeg tror sikkert, at Sverige er langt farligere for
Danmarks selvstændige Nationalitet end Tyskland. Troppesammen-
dragningerne i Skaane (April 1864), som komme for sent til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
