Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Herman Bang: Studier fra mit Vindu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ligt og fint Møbel, som har forvildet sig herind fra en helt anden
Eksistens.
Det er den Families Luksus og Øjesten.
Og oppe i Stuen faar den sin egen Hædersplads — en Plads,
hvor den fredes og stille beundres og kan ses. Pragtstykket
inden de Vægge.
Den deler Ære med Fuglen.
Ti alle disse Mennesker, som knap har Brødet til dem
selv, har en Fugl bag deres Ruder — en af de falske Kanarier,
som er skrigende gule og som fra aarie Morgen sender hvinende
Toner ud fra deres Bure.
Hvor disse Fugle dog bliver forkælede.
Dag efter Dag er der Krans af Barnehoveder om Buret,
og Søndag Formiddag, naar Mændene endelig er hjemme, sidder
de Timevis ubevægelige og lade som de trætte Kropsarbejdere
plejer, hvis Muskler ligesom synker hen i en dump Hvile, og
stirrer ind i Buret paa den gule Fugl.
Seks Familier bor der i Huset.
Vinduerne i mit Sovekammer er kun nogle Alen fra
Baghusets Ruder, og er der stille i Gaarden, kan jeg høre saa godt
som hvert Ord, der tales, og næsten hver Bevægelse.
Jeg hører, naar disse Mennesker vaagner. Et trangbrystet
og hæst Vækkeur kalder et eller andensteds, og gennem de tynde
Vægge og Gulve kunde det vække hele Huset.
Jeg forstaar deres første søvndrukne Ord og hører, naar de
kommer op af Sængene og hen til Vinduerne. De gaar ufravigelig
hver Morgen hen til Ruderne og kigger efter Vejret. De faar
Vinduerne op og kigger frem mod den smalle Strimmel af Himlen,
som de kan se.
Og mens de læner sig ud, hengiver de sig hver Dag til de
samme Vejrprofetier: om det mon vil give Regn eller Sol, eller
om Vinden mon vil vende sig, naar det lider over Middag.
Som om Dagen var mindre brydsom, hvad enten det blev
Regn eller Sol, og som det ikke var saa saare ligegyldigt, hvad
enten Blæsten kom fra Vest eller Øst.
Men de hengiver sig uforanderligt til de samme
meteorologiske Betragtninger, som var det en Sag af Vigtighed.
Konerne rumstere, og jeg hører dem hugge Pinde og slibe
deres Knive. Og alt imens gentager de Morgen efter Morgen de
samme Sætninger, brugende de samme Ord om samme Gøremaal.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
