Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - Cand. jur. Niels Møller: Om Carlyles Betydning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
et Samfunds Velfærd og dets retfærdige Ordning væsentlig afhænger
af dets Medlemmers Karakter, og at intet af disse to kan forbedres
uden gennem den Forbedring af Karaktererne, der følger af, at
de øver en fredelig Virksomhed indenfor de Skranker, som et
ordnet socialt Liv sætter. Socialisterne og de saakaldte liberale,
der flittig baner Vejen for dem, tror, at en daarligvirkende
Menneskeslægt ved behørig Anstrængelse kan omdannes til godtvirkende
Institutioner. Det er et Bedrag. Der gives ingen politisk Alkymi,
hvorved man kan udvinde gylden Vandel af blyede Instinkter."
Hvis Individualisme var et med Egoisme og Isolation, kunde
Hr. Schovelin have Ret i, at Carlyle ikke var Individualist. Men
det mener hverken han eller Mill eller Spencer. .Fordi man
handler efter sin private Anskuelse", siger Carlyle, „ender man
paa ingen Maade i egenkærlig Uafhængighed, Isolation, men ender
snarere nødvendig i lige det modsatte". Mill siger som sin
individualistiske Lære i „On Liberty": „Det vilde være en stor
Mis-forstaaelse at tro, at den bunder i en selvisk Ligegyldighed, som
hævder, at menneskelige Væsener ikke har noget at gøre med
hinandens Færd i Livet, og at den ene ikke skulde bryde sig
noget om, at den anden handler godt eller har det godt, med
mindre Selvinteressen er med i Spillet." Og Spencer: „At
anerkende og gennemføre Individernes Ret er paa samme Tid at
anerkende og gennemføre Betingelserne for et normalt socialt Liv."
Naar Carlyle var bister mod forskellige Ting, skyldtes det
ikke deres Individualisme. Naar han ikke holdt af Parlamentarisme
og Demokratisme var det fra først til Dels, fordi hans dybtgaaende
Radikalisme ikke fandt sig tilfredsstillet ved det Maal af Frihed,
de gav. Det kunde gærne være, at der ikke var nogen bedre
end den repræsentative Maskine til at bygge Samfundet om med.
Foreløbig virkede den imidlertid kun til, at Folkets Lænker blev
hængte i Festons. Men inderligst kom hans Uvilje fra hans Had
til Massemagt, til Magt, der ikke var samlet paa en Haand, fra
hans Mangel paa Sans for de rent materielle Spørgsmaal, der
fortrinsvis beskæftigede Parlamentsregeringen, og fra hans Blindhed
for det langsomme Arbejde med smaa Ting. „Han har", siger Lowell,
„kun ringe Sans for de gradvise Meningsomslag, den mærkelige
Strømning af Sympati fra Sjæl til Sjæl, den subtile Indflydelse, meget
underordnede Personer kan udøve, hvorved de giver en Politik
eller en Virksomhed dens Retning." Han betragter Statslivet fra et
æstetisk-individualistisk Synspunkt. Det viser sig i hans Behandling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
