Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Johannes Jørgensen: Percy Bysshe Shelley
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
med det Tegn, der fordømmer til evig Vandren, og Abels Børn
kendte ham og uddrev ham af deres Huse og deres Lande.
Han var af Fausts Æt og af Ahasvérs. Atter og atter
vender den evige Jødes Skikkelse tilbage i hans Digtning — kan
aldrig finde fuldt Udtryk, men staar ved Horisontens Rand som
et stort, tilsløret Symbol, der rummer den dybeste Hemmelighed
i Shelleys Liv. Og Læsningen af Goethes Faust aflokker ham
disse dybe Udbrud: »Al Foragt for de ringe Goder, vi kan opnaa
i vort nuværende Liv — al Misfornøjelse med det mindre (for at
bruge en Sofisme af Plato) forudsætter Følelsen af, at man har
et retmæssigt Krav paa noget større, og vi, der beundrer Faust,
er maaske saaledes paa den rette Vej til Paradiset. “
Han var nervøs, sensitiv og fantastisk. Han havde hin
Kærlighed til Natten, der er egen for alle dem, hvis Sjæle søger
ud over det virkelige. Som Dreng i Etons Latinskole og i
Sommerferierne hjemme stjal han sig ud for at vandre ene i Natten.
Især ved Fuldmaane var det ham umuligt at blive inde. I
det hvide Dødningelys søgte han paa Kirkegaarden og i øde
Ruiner at nærme sig hin Aandeverden, hvorpaa han troede sit
hele Liv igennem. Han havde Syner og led under
Hallucinationer. Han og hans første Hustru flygtede i Hast fra Tannyralt
i Wales, fordi det Hus, hvori de boede, en Nat gentagne Gange var
blevet angrebet af Røvere. Efter hvad der senere er bleven
oplyst, maa disse Røverangreb betragtes som virkelighedsbievne
Fostre af Shelleys stærke Fantasi. I Digterens sidste Leveaar
saa han ved flere Lejligheder Syner. Han havde da taget
Sommerophold i Casa Magni ved Bredden af Spezzia-Bugten. En
Maane-skinsaften, da han og Vennen Williams gik op og ned paa
Terrassen udenfor Villaen, blev Shelley pludseligt staaende, greb
voldsomt om Williams’ Arm, pegede ud over det maanelyse Vand
og udbrød: „Se — se — der er det igen.“ Paa Williams’
Spørgs-maal forklarede han, at han havde set Byrons nylig afdøde lille
Datter Allegra stige op af Søen, klappe i Hænderne, le til ham
og vinke. En anden Nat blev alle Gasa Magnis Beboere opskræmte
ved høje Skrig, og man fandt Shelley staaende i Natdragt midt i
Dagligstuen. Han fortalte, at en tilhyllet Skikkelse havde nærmet
sig hans Sæng og vinket ad ham, at han skulde følge. Da de var
naaet ind i Dagligstuen, havde Skikkelsen slaaet Kappen fra sit
Ansigt, og Shelley havde da set sine egne Træk. „Skte
soddis-fattou udbrød Skikkelsen derpaa og forsvandt.
46*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
