Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Johannes Jørgensen: Percy Bysshe Shelley
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hin Skygge i ustadige Glimt hvert menneskeligt Hjærte og Aasyn;
lig Aftenens Farve-Samklang — lig Skyer, spredte vidt i
Stjærne-skær — lig Mindet om svunden Musik — lig alt, hvis Ynde gør
det kært og end kærere at mindes.
„Du Skønheds Aand, som helliger med din Glans al
menneskelig Tanke og Form, hvorpaa du skinner — hvor er du dragen
hen? Hvi er du vegen bort og har ladt os tilbage i denne øde
og forladte Taagernes og Taarernés Dal?
„Spørg, hvi Solskinnet ikke bestandigt væver Regnbuer
over Bjærgstrømmene, hvi noget, som én Gang er til, henvejres
og visner, hvi Frygt og Drøm og Død og Fødsel kaster Mørke
over Jordens Dagslys — hvi Mennesket har saa vidt et Spillerum
for Kærlighed og Had, Haab og Fortvivlelse?
„Ingen Røst fra en højere Verden har nogensinde svaret
Vismand eller Digter paa disse Spørgsmaal. Navnene Djævel,
Genfærd og Himmel staa tilbage som Vidnesbyrd om deres
forgæves Forsøg, skrøbelige Trylleord, der ikke mægter at fjærne
Tvivl, Tilfældighed og Omskiftelse fra alt, vi hører, og alt, vi ser.
Dit Lys alene — som Taager, drevne over Bjærge, eller Musik af
Nattens Vind gennem en stille Harpes Strænge, eller Maaneskin
paa en natlig Strøm, giver Livets urolige Drøm Ynde og Sandhed.*
Til denne Aand vier da Shelley — i de følgende Strofer —
sit Liv og sine Ævner. Og Digtet ender med det Haab, „at du,
o høje Skønhed, vil udfri denne Verden fra dens mørke Trældom.*
Ud fra dette Haab er Shelleys Hovedværk, Den løste
Prometeus, skrevet. Prometeus, som han ligger dér, lidende, lænket,
pint af Furiernes grumme Kobbel, er Sindbilledet paa Shelleys
lidende og længselsfulde Sjæl. Og Asia, Titanens Elskede, én
Gang straalende opstegen af Havet ved de ’ægæiske Kyster, nu
sørgende fjærnt fra sin Elsker i en Dal i det indiske Kavkasus, er
den ideale Skønheds Aand, hvis Aasyn Tiden og Verden har
formørket. Derfor foregaar der en Forvandling med Asia, da Jupiter
er styrtet fra sit Tyran-Sæde; hun forklares, forherliges; hendes
Søster, Okeaniden Panthea, udbryder: „Hvor du er forvandlet! jeg
tør ikke se paa dig; jeg føler dig, men ser dig ikke. Jeg kan
næppe taale din Skønheds Glans.* Hun er nemlig nu paany den
samme, som da hun, Afrodite lig, i en Muslingskal bares af
Bølgerne ind mod den Verdensdel, som har faaet hendes Navn; Lys
og Kærlighed udgaar fra hende over al Jorden og Himlen og
Havet og de dybe Huler, hvor Solen aldrig kommer; hele Verden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
