Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dame havde lovet ham at „kreere* Dronningen. Altsaa — Ungdom. Ungdom!
Læser man Stykket lidt opmærksomt, føler man da ogsaa snart, hvorledes
omtrent hver en Side formelig skriger efter fysisk Ungdommelighed hos Skuespillerne.
Tag den berømte Indlednings-Scene til 3die Akt, hvor Maria atter kommer ud
i det Fri og af Glæde „træder frem i hurtigt Løb*: hvor unaturligt naiv en
Iver hos en Dame i den modnere Alder! Eller tag det Sted, hvor Elisabeth vil
besnakke en skønhedsdrukken, ganske ung Knøs til at begaa Snigmord, og
hvor hun lover ham til Løn, at hun saa vil hengive sig til ham: hvilket ramt
Løfte, om det gives af en Dame, der kunde være Knøsens Moder! Saaledes
kunde man anføre Eksempler Side op og ned.
Det kgl. Teater burde da maaske have forsøgt (i det mindste gennem
Doublering} at anvende et Par af sine virkelig unge Skuespillerinder eller
Elever i de Schillerske Hovedroller. Vi ser overhovedet lidt for lidt til virkelig
unge Damer paa Scenen. Rollerne her hos Schiller er desuden i en vis
Forstand lette at spille, de kræver ingen Virtuositet. Dronning Elisabeth er blot:
en behagesyg, misundelig, kold Hyklerske. Og Maria Stuart . . .
Ja, hvordan er Maria Stuart? Man har en eneste, betydningsfuld
Udtalelse om hende af Schiller selv. Midt i April 1799 var han begyndt at lægge
Planen til sit Stykke, i de første Dage af Juni begyndte han at skrive det. Og
d. 18de Juni siger han saa i et Brev til Goethe: „Min Maria vil ingen bløde
Stemninger vække: dét ligger ikke i min Hensigt; jeg vil bestandig holde
hende som et fysisk Væsen, og det patetiske maa mere blive en genneingaaende
dyb Sindets Bevægethed end en personlig og individuel Medfølelse. Hun føler
og vækker ingen Kærlighed (Zårtlichkeit), hendes Skæbne er kun al erfare og
at optænde hæftige Passioner. Alene hendes Amme nærer Kærlighed
(Zärtlich-keit) for hende*. Dette passer godt paa Maria i 1ste og i det meste af 3die
Akt (i 2den og 4de Akt er hun slet ikke paa Scenen). Særlig i Begyndelsen af
3die Akt bliver hendes „hæftige Passion* overmaade tydelig: dér ryster hun og
er endog nær ved at besvime ved Tanken om Mødet med Dronning Elisabeth, —
ikke (som Fru Hennings syntes at antyde ved et noget klynkende Spil) af
Angst for Elisabeth, men af Angst for sig selv, for at hun ikke i dette Øjeblik
skal kunne beherske sit flammende Had ... Til aller sidst i 3die Akt bliver
hun imidlertid lidt underligt veg. Man studser ved at høre, saa forskræmt,
saa svagt som hun værner sig mod den ganske unge Mortimers febrilske Erotik.
Sagen er vel den, at netop paa dette Sted i Stykket overraskedes Schiller af
Forstyrrelser, som fra nu af fortsattes uafbrudt. Hans Hustru fødte et Barn,
og blev længe og overmaade farligt syg; selv gav han sig til at tænke paa
andre Arbejder. Saa flyttede han med sin Familie til Weimar, hvor endelig
Digtningen blev taget frem igen, og 3die Akt gjort færdig. Derpaa blev han selv
farligt syg, gav sig saa til at omarbejde „Macbeth*, og skrev som sagt først
5te Akt, efter at Prøverne paa de 4 første var i fuld Gang. Hvad Under da,
om hans Maria har forskudt sig for ham? I 5te Akt træffer vi hende pludselig
fuld af kærlig Ømhed mod et talrigt Tyende, og dette Tyende er paa sin Side
fuldt af den ømmeste Kærlighed for hende! Schiller har aabenbart tilsidst
udarbejdet Figuren lidt routinemæssigt, uden noget klart Billede af den i sin Sjæl,
blot efter sit bekendte abstrakte Skema om den moralsk bodfærdige, om den for
sin Brøde lidende som „den æstetisk store Genstand* (se f. Eks. hans
Afhandling „Ueber das Pathetische*). Men lige meget! denne hans anden Maria kan
62*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
