Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Januar - Niels Møller: Taage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Taage.
13
reves fra ham, alt det, der var hans og andres Fælleseje, det, som
dækkede ham aandeligt, fordi han havde det ens med sin Tid og
sin Slægt, med sin Stand og sin By. Han havde aldrig følt, hvor
varmt det er at leve i Samfund, før de Baand, der knyttede ham
dertil, nu syntes ved at briste, og han sad forladt og frøs. Men
han vilde heller ikke vide af det at sige! Vilde tælle Draaberne,
der listede hen under Sejlet, ganske sindig en for en. Var da
hans Vilje ogsaa forfrossen? Stadig blev det tyndere om ham,
og en nagende Røst mumlede: hvor er du, Morits Martens? Nu
gælder det din nøgne Sjæl; har du holdt den stærk og smidig,
som du fik den? Vis dig, som du er. — Sludder! Det manglede
bare, at man ogsaa skulde stille til aandelig Session og aftjene
sin Værnepligt paa den Maade med. Ja, maaske var det netop
det, man skulde. Vel, han var parat. Hvad var der saa i Vejen?
Aandelig Fedme. Han vilde blæse dem et Stykke. Han var ikke
anderledes, end han havde været; ringere i hvert Fald ikke.
Javist, da han var ung og grøn og sværmerisk, vilde han ogsaa
forbedre og omvende Folk; da blev han vred paa andres Vegne;
det sved i hans Ryg, naar de slog til en, som ingen Ting havde
gjort, og han havde en Engros-Medlidenhed med Folk, der levede
hundrede Mile borte eller var døde for mange Aar siden. Og nu
lod han Tingene gaa deres skæve Gang og var lige glad, bare de
ikke traadte ham over Tæerne! Aandelig Fedme, sa’ han. Han
vilde blot sige: han var ingen Atlas, der kunde bære Alverden;
det var godt, naar han bare kunde holde sig selv ret op og ned,
skulde han mene. Hver har nok i sin egen Plage. Og hvad
kunde han gøre ved, at hans Fantasi for det almene var født saa
svag, at den ikke kunde leve af sig selv; det gik an, saa længe
den fik Næring af det, han tog sig for; men da han først blev
nødt til at gaa op i tørre Ting som Penge og Klædevarer, døde
den af Sult. Han kunde følge med, saa længe Strømmen bar
ham frem; da den sagtnede, kunde han ikke komme videre af sig
selv, men der, hvor han var naaet til, blev han liggende.
Saadan var hans Natur; der var ingen Ting at bebrejde ham. Naa,
blev han virkelig der, hvor Strømmen havde baaret ham hen?
Listede han ikke megfet snarere op paa det tørre Land og et langt
Stykke tilbage? Ja, Gud give, han nu kunde liste op paa det
tørre Land!
Men selv om det var sandt, saa var det, fordi Strømmen
havde ført ham hen, hvor han slet ikke hørte hjemme. Ja, i det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
