Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Januar - Vald. Vedel: Bygmester Solness
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen: Bygmester Solness.
67
for Modvind i Livets Skygge, føler han paa Storhedens Tinde —
lige som sin Bygmester — en hemmelig Angest overfor sin egen
Lykke og en melankolsk Trang til at vide ud hver Sprække og
Revne i dens Bygning, til al Livskraft siver ud derigennem; og
han kan aldrig komme ud over, hvad han har maattet ofre i
Fortiden. Nu ser han Aftenen stunde paa, og den yngre Slægt
banker paa, medens Evropas Øjne endelig er rettede paa ham og
for hvert nyt Værk hidser ham til at overbyde sig selv, — og
han føler det, som maa han mane al sin titaniske Kraft og Vilje,
ja, selv Dybets Magter op til et Brydetag med selve det umulige.
Af den Slags Følelser og Forestillinger har vel „Bygmester
Solness" formet sig i Ibsens Fantasi; ledende Ideer rundt fra hans
Forfatterskab — ogsaa enkelte Typer og Motiver — har sluttet
sig til. Solness’ næsten dæmoniske Viljemagt lægger sig for Dagen
i den uvilkaarlige suggestive Indflydelse, han øver over svagere
Omgivelser; en saadan øvede allerede i „Fruen fra Havet* den
fremmede Mand paa Ellida. Oppe fra Wangels paa Lysanger
kommer ogsaa Hilde ned som Legemliggørelsen af den glade,
hensynsløse Ungdom, som den aldrende og samvittighedsskrantende
Bygmester sukker efler. Men især fra „Rosmersholm" er meget
gaaet over i det ny Drama. Hilde svarer til den unge Pige, der
kommer ned oppe fra Nordlandene og hensynsløst begærer Rosmer,
og i Samliv med hvem Rosmer virkelig naar Ungdom, Livskraft
og aandelig Frigørelse. Men her som hist staar en Hustru imellem
og stænger — sygelig og pligtsur — for Mandens Livslykke; og
Beate, der er gaaet i Møllefossen, saa vel som Aline, der er bleven
knækket under sin Mands Lykkehjul, gør hver anden Vej til
Forening umulig mellem de to end den, der gaar ud i Fossen
eller ud over Taarnkammen. Hvad der er forbrudt i Fortiden,
kræver tragisk Soning.
Først naar hele dette Idéstof har indgaaet organisk
Forbindelse, har Ibsen aabenbart opdigtet la trarne — den „Historie",
der skulde give det dramatisk Form. Hvorledes Bygmesteren har
ofret hjemlig Lykke paa sin Storheds Alter, det illustreres
haandgribelig af Ildebrandshistorien. Solness’ Kamp for at holde de
unge nede og sig selv oppe er dramatisk tilspidset i Episoden
med den unge Ragnars Bygningstegninger, som Solness ikke kan
bekvemme sig til at give en anbefalende Paategning.
Til sidst har han saa af dette Materiale bygget sit Drama op.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
