Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Januar - Vald. Vedel: Bygmester Solness
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
74
Henrik Ibsen: Bygmester Solness. 74
Vi er komne tilbage — i vor lagvise Udfolden af Digtningen
— ind til, hvor man hører Ibsens egen Stemme tale tyst igennem
Bogen. Det føler sagtens enhver, at vi denne Gang kommer
den store tavse nærmere end tidligere. Det er, som om den
Utilgængelighed, hvori den stærke Mand har indesluttet sig, nu, da
Alderen nærmer sig, har følt Trang til at aabne sig lidt; som om
Bogen selv var noget af den samme Alderdomssvaghed, som naar
Bygmester Solness i Stykket aabner sig for Lægen. Og denne
vage Fornemmelse af, at Digteren betror sig til os, lægger sin
særlige Charme over dette Værk.
Man ved ikke, hvor langt man tør følge dem, men rundt
om klinger der frem allegoriske Hentydninger til Ibsens egen
Livsgerning. Det mærkes, hvor tæt Digterens eget Selv her over- •
alt ligger bag Digtningens Klædebon, man hører overalt dets
Pulsslag banke igennem, og i de fantasifuldt skønne Samtaler
mellem Hilde og Bygmesteren er det somme Tider, som om der
ikke mer taltes om „Kirker" og „Hjem for Mennesker", men om
religiøst-romantisk Digtning og realistiske Familjedramer, ikke blot
om „Kirketaarne over Hjemmene" og „Luftslotte", men om den
symbolsk-idealistiske Digtning, som dæmrer baade i Ibsens og saa
mange moderne Sind. Nogen gennemført Tankeallegori, som
„forklarer" lige til Kakkelovnssprækken, vilde det være taabeligt
at søge i Skuespillet, men den sjælelig musikalske Virkning, det
helt igennem øver, beror dog paa det dobbeltbundede i Tonen
og de videre Stemninger og Tankesyn, der fødes mellem Linjerne
og ud af de symbolsk klingende Billedudtryk, — dem den gamle
Overmystifaks ynder.
Ti som sjælelig Musik er det, at „Bygmester Solness" længst
bliver ved at klinge efter i Læserens Sind. Der bliver ikke en
saa bastant Tankekost tilbage som af mangt et tidligere Skuespil;
det .sætter ikke saa bestemte Problemer i Debat. Men naar i
Fremtiden ens Blik kommer til at dvæle ved Bogens Ryg paa
Reolen, vil der stige som en vidunderlig Symfoni frem imod en.
Man hører igen Scene for Scene: de undertryktes dumpe Knurren
og den lille Kajas bønlige Undergivelse; saa Bygmesterens trætte
og heftige Udøsen af sit syge Sind for Doktoren, Hustruens
muggent piggede, smaa Stikpiller; videre Solness’ første Samtale
med Hilde: melankolsk spøgende og efterhaanden voksende i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
