Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - P. Fr. Rist: Kvægpest
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118
Kvægpest.
Maren Smeds laa og sov oven paa en Seng, der var stillet
saa tæt hen ved Skorstenen, at hun kunde naa denne fra Serigen,
som var stoppende fuld af mange smudsige, men gode Dyner. Den
lille, kvalme Stue var lav og fattig, skidden og uordentlig. Hist
og her fandtes der dog gode Sager, der ligesom tydede paa en
vis Velstand, men Kobberkedlen paa Væggen, Dynerne og et Par
Tinfade over Døren var vel snarere Bevis paa, at Maren Smeds
af og til forstod at tilvende sig Bøndernes gode Sager, enten som
Panter eller som Betaling for gode Raad, for Hjælp mod Signen,
Manen og Maalen og alskens underlige Gerninger.
Hun rejste sig op af Sengen, da Rasmus kom ind.
„Næ er det dæj, Rasmus?" spurgte hun langsomt med sin
rystende Stemme.
„Ja det er saa. Bliv bare paa Sengen, Maren."
„Næj, næj", sagde hun, da hun stod paa Gulvet.
Det var en lille, spinkel Kone, ikke saa gammel endda.
Hendes Ansigt var farveløst gult og glat, Øjnene var lyse, næsten
hvide, et mægtigt Hareskaar flækkede hendes Overlæbe og gav
hende et stygt Udseende, især naar hun lo; thi Tænderne var
smaa og hvide som en Kats. Dette Hareskaar havde hun haft
megen Nytte af i Livet. Hun havde et Øjenklæde paa, som knapt
dækkede det lyse, tilbagestrøgne Haar; igennem den ærmeløse,
grønstribede Bul ståk frem en rødbunden Trøje med korte Ærmer,
der gik halvt ned over de knoklede Arme, hvis tynde Hud var
rød og blank.
„Naa—aa, hva* er’et saa, Rasmus Gasse har paa Sinde?"
spurgte hun, idet hun bøjede sig lidt til Siden med Overkroppen
og saa paa ham med missende Øjne.
–Lidt efter sad de sammen henne ved Bordet. Maren
drak af en Lerskaal og Rasmus af en lille Tintumling. Han
trængte ind paa hende med bedende Bønner om Hjælp for sin
stakkels Ko og Hjælp for alle de arme Bønder; han lovede hende
Guld og grønne Skove: en Gris og en Gaas til Juletid, ja et halvt
Lam til Foraaret.
Men Maren sad tavs og kradsede sig bag paa Hænderne;
hun vilde have mere, og Rasmus lovede.
„Ja, men saa var der ogsaa det, at Rasmus var bange af
sig", sagde hun og lo med sit stygge Smil.
Men han svor en dyr og drøj Ed paa, at han skulde gøre,
hvad hun vilde, bare hun vilde hjælpe hans Ko.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
