Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - Knud Berlin: Svensk-norske Unionskonflikter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sine Arveriger „uadskilleligt samlede“, og derfor var udelukket fra
retsgyldigt at afstaa et af dem særskilt. Monarken kunde ikke,
siges der, forpligte Norge anderledes end i dets Egenskab af et
med Danmark forenet Rige; saa snart Foreningsbaandet var løst,
ophørte dermed hans Ret til at raade over Norge, og Norge var
atter indtraadt i sin Stilling før Unionen med Danmark, det var
med andre Ord atter frit Valgrige. Herimod rejser sig nemlig den
ret nærliggende Indvending — som dog mærkeligt nok hidtil
synes at være overset, — at var Frederik VI ubetinget forpligtet
til at holde sine to Riger uadskilleligt samlede, og kunde han
derfor ikke retsgyldig afstaa Norge — og vandt ej heller den svenske
Konge ved Krigens eller Traktatens Ret ensidigt Krav paa Norge,
hvad Normænd aldrig vil gaa ind paa — saa kunde Frederik VI
selvfølgelig heller ikke opløse Foreningsbaandet mellem de to
uadskilleligt sammenhørende Riger, men en slig Handling maatte
være en retligt ugyldig Akt i Strid med Efterfølgernes Ret til bægge
Arveriger. Og man vilde da, ved at føre Tanken til Ende, naa
til den højst overraskende Slutning, at Foreningen mellem
Danmark og Norge endnu ikke var statsretligt gyldigt ophævet.
Men Sagen er, at Kongeloven i Virkeligheden ikke
indeholdt noget ubetinget Forbud mod at afstaa noget af Rigerne til
en fremmed Magt. Den erklærer kun, at bægge Arve-Kongeriger
skal uskiftede og udelte blive under en Enevolds-Arvekonge,
medens de andre Prinser og Prinsesser af Blodet „skal lade sig
nøje med Haabet og bie, indtil Raden omsider kommer til dennem
og deres Linier“ samt slaa sig til Taals med den Forsørgelse,
Kongen vil give dem, jvfr. Kongelovens Art. 19 og 20. Loven
forbød altsaa kun Kongen at skifte sine Riger — skønt de kaldes
hans „Arv og Ejendom“ — mellem sine Børn og Søskende som
anden privatretlig Ejendom. Derimod forbød Kongelovens Giver
ikke sig selv og sine Efterkommere under Trykket af Fjendehaand
at afstaa en Del eller endog det ene af sine Riger, — hvilket
ganske vist ogsaa vilde have lydt mærkeligt i en Konges Mund, der
nys til Sverige havde afstaaet omtrent en Fjerdepart af sine Lande[1]).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
