Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - Ola Hansson: Eleonora Duse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
146
Eleonora Duse.
nogle smaa nervøse Bevægelser af Haanden og et Udtryk af
Forundring og Raadløshed, der snart maa naa det Punkt, da den
klare Bevidsthed vaagner. Saa giver Helmer et Skrig fra sig inde
i Værelset ved Siden af, og nu begynder hendes store og
uforglemmelige Scene.
Helmer kommer farende ind — en Mand, der har mistet
sin Værdighed og Herredømmet over sig selv. Det er, som om
der i Nora, straks ved det første Syn af denne Mand, som hun
næppe nok er i Stand til at genkende som sin Husbond, ligesom
rejser sig noget, skyder sig op af hendes raadløse Forundring, af
hendes hypnotiske Letargi, noget, der samler sig, faar’hende til at
rette sig og bereder hende til at sætte sig til Modværge. Som et
vildt Dyr farer han frem og tilbage i Værelset. Med stolt Holdning
og oprejst Hoved staar hun ubevægelig midt paa Gulvet og følger
ham med store, vidtaabne Øjne og lange forbavsede Blik, hvis
Udtryk skifter og spiller i alle Stemningsnuancer. Han overfuser
hende, og det giver et Sæt i hende som i en spænstig Fjeder;
han knytter Haanden op imod hendes Ansigt, og hun bøjer blot
Hovedet lidt tilbage, men flytter ellers ikke et Lem, fortrækker
ikke en Mine, ser ham blot stift ind i Øjnene. For hvert
Skældsord, han slynger imod hende, bliver hun roligere, stoltere, sikrere.
Hun besvarer vel hans Repliker, men det har egentlig ikke meget
at sige og kunde lige saa godt udelades; hun udtrykker sine
skiftende Sindsstemninger langt fyldigere gennem sit stumme
Minespil. Krogstads Brev kommer, og Helmer lægger en ny Dumhed
til sin forrige, et nyt Nederlag til det, han alt har lidt. Nora
stivner mere og mere i en iskold, jærnhaard Utilgængelighed, mod
hvilken alle hans Angreb preller af. Men i hendes Øje glimter
der, i hendes Ansigtstræk tegner der sig en skiftende Række
Stemninger: Foragt, Haan, Vrede, og det oprindelige Udtryk af Undren
opløses efterhaanden helt i dem. Og saa falder der paa en Gang en
uendelig Ligegyldighed over hende. Stykket spilles til Ende, men
det er for hendes Vedkommende egentlig overflødigt. Hvad skal
den megen Talen til? Hun har jo i Virkeligheden ikke gaaet
og spekuleret paa noget „vidunderligt", som skulde ske; hun
forstaar ikke noget af hele Sammenhængen, hun ved blot nu, at
hun ikke har en Smule mere med denne Mand at gøre. Dette
er ikke noget Opgør — hvad skulde det være godt for! Det er
en selvfølgelig og instinktiv Handlingsakt: hun maa bort. Det
er ikke hendes Forstand, som siger hende det og giver hende den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
