Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - Ola Hansson: Eleonora Duse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
148
Eleonora Duse.
Julie eller Cleopatra. Jeg tror ikke, hun havde præsteret mere i
Shakspeares grandiose Figurer, end hun nu præsterede i Sardous
Paraderoller; det var jo netop hendes Hemmelighed og store
Kunst, at hun kunde lægge sin mægtige og helstøbte Personlighed
ind ogsaa i disse.
Jeg skal søge at angive Grunden. Det væsentlige hos hende
er ikke det lidenskabelige, heller ikke det moderne nervøse, men
det inderlige. Hun spillede Marguerite Gautier i „KameliadamenB,
Glotilde i „Fernande", Fédora, Cypriennei „Divorçons", Francilion,
Odette. I de Roller, hvor der allerede fra Forfatterens Side var
en Karakter, indlagde hun sin egen Personlighed med dens
ejendommelige Væsensmærke og lod Rollen ligesom forme sig
herover. Stod den derimod i alt for grel Modsætning til dette
Væsensmærke, Inderligheden, saa at den Karakter, hun skulde fremstille,
ikke kunde vokse helt og holdent frem af hende selv — Cyprienne
f. Eks., dette skælmske og elskværdige „Nichts" — saa var der
ikke meget ved hendes Præstation. Hun er saa helt og holdent
Kvinde, at hun ogsaa i sin Kunst anvender den ægte Kvindeligheds
gode kategoriske Fordring: alt eller intet; hun maa give sig helt,
saa helstøbt en Personlighed som hun er; kan hun ikke det,
hvad skulde hun saa kunne give?
Det barnligt overgivne, det letsindige og tankeløse hos Nora,
det flagrende, sommerfuglelette, som netop Fru Hennings saa
glimrende faar frem — det findes ikke i Fru Duses Nora; dertil
er hun for tung, for tungt inderlig. Alt det, der i Marguerite
Gautier skal kendetegne Kokotten, er i Fru Duses Spil trængt
endnu længer tilbage end i Dumas’ Skildring; den Figur, som
bliver tilbage, det fine, skære Gemyt, der elsker den hvide
Kamelia-blomst, den af en tidlig Død allerede mærkede Kvinde, til hvem
alle Mennesker uvilkaarlig drages af Følelser, som nærmest skyldes
hendes rent menneskelige Værd — hun er som et med Fru Duse.
Som Glotilde, denne upersonlige Type for Skinsygens Hævnlyst,
havde hun en Scene, hvor hun fik det nøgterne Berliner-Publikum
til efter en Pavse af aandeløs Stilhed at bryde ud i et stormende
Bifald, der aldrig vilde høre op — det var Scenen i 2den Akt,
hvor hun modtager Fernande hos sig og taler bløde Trøstens
Ord til den mishandlede og forskræmte unge Pige. Og naar i det
samme Stykke hendes Elsker er falden i den Snare, hun har lagt
for ham, saa han med Glæde tilstaar, at han ikke længer elsker
hende, og vil til at gaa — da er det Smerten, Hjælpeløsheden,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
