Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - Ola Hansson: Eleonora Duse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Eleonora Duse.
149
selve Inderligheden i Lidenskaben for ham, som hun giver Udtryk
med hele den uendelige Rigdom af rørende Tonefald i Stemmen
og Ømhed i Bevægelser, som hun ejer; det er Sorg og Smerte
langt mere end Skinsyge eller Hævngerrighed eller nogen af de
andre Følelser, som Teksten angiver. — Hendes Mesterstykke er dog
Odette, denne Sardouske Papiermåché-Figur. Hun var ikke
Kurtisanen eller Ægteskabsbrydersken, ikke den fraskilte Hustru, der
synker dybere og dybere, men den stolte, krænkede Kvinde, som
hendes Mand i Vidners Nærværelse har blottet i al hendes Skam
og bag efter midt om Natten kastet paa Gaden, uden engang at
lade hende se sit Barn. Aldrig har hun glemt, at hun skal tage
Hævn for denne Tort, men da hun ser Datteren, blusser
Moderfølelsen op i hende med en ren og stille Lue, i hvilken alt, Synd
og Uret, Had og Hævn, forbrænder. I denne Skildring af
Moderkærlighedens Kamp mod et helt Livs trodsige Selvbesudling hos
en af Naturen nobel Kvinde, i denne Scene, hvor hun endelig
genser Datteren for straks efter at skilles fra hende for bestandig,
er det, Fru Duse naar Højdepunktet af sin Kunst — hvad
der jo i og for sig er rimeligt for den kvindelige Inderligheds
Tolkerinde. Særlig et Moment i denne Scene forskaffede mig den
højeste Kunstnydelse, jeg nogen Sinde har haft: Datteren staar
og kvidrer løs paa sin elskværdige, ungpigelige Maade for den
fremmede Dame, som Faderen har forestillet for hende som en
Veninde af hendes afdøde Moder; Odette sidder og lytter til og
ser paa denne hvide, fine Aaabenbaring, som er Kød af hendes
Kød, ser og ser, ryster paa Hovedet, gentager ømt de barnlige
Ord med et henrykt Smil, der straks efter stivner i det sjælfulde
Ansigts næsten højtidelige Udtryk, lytter atter betagen, ryster paa
Hovedet, som om hun ikke kan forstaa, ikke kunde have tænkt
sig, at noget saa herligt fandtes i Verden — indtil hun pludselig
løfter Ansigtet op over Datterens Skulder og fæster Blikket paa
Faderen bag ved med et Udtryk — ja, det kan ikke gengives
nied Ord, lige saa lidt som saa mange andre af Livets højeste
og mest sammensatte Følelser; men blandt meget andet sagde
dette Blik: Ja dette er det allerhelligste, for hvilket alt andet maa
vige, hun maa blive lykkelig, og hvad er det saa for mig at slette
mig selv ud af dette Liv, hvor jeg har forspildt Retten til den
eneste Lykke, som fra nu af findes for mig, den at være mit
Barns Moder!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
