Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marts - Chr. Feveile: Stakkels Sommerfugl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Stakkels Sommerfugl. 213
havde hørt hende sige; men det virkede som et elektrisk Stød,
idet det stjal sig frem gennem Persiennen og Jærngitteret og fløj
lige ind i mit Øre, lige ind i mit Hjerte. —
Og medens jeg laa og lod det synge for mig i en
Uendelighed, hændte der mig noget ganske mærkværdigt. Inden jeg
vidste et Ord af det, stod jeg ude paa min bageste Altan, den,
der hænger ud over min Værtindes Have; det vil sige, jeg stod
ikke paa selve Altanen, men oppe paa det gamle, rustne Rækværk,
som jeg ellers aldrig vovede at læne mig til. Og saa stod jeg
endda saa mærkværdigt skraat ud i Luften, at jeg ganske vist
vilde være falden, hvis Luften ikke havde holdt igen paa mig,
som om jeg lænede mig til en usynlig Fjedermadras. Jeg havde
egentlig ingen Støtte i mine Fødder, men det var, som om
Rækværket holdt mine Sko magnetisk fast, medens hele min Krop
bevægede sig langsomt fra den ene Side til den anden, ligesom
jeg havde set Ballonen paa Tivoli gøre, inden den gik til Vejrs.
Jeg har spildt en uforholdsmæssig stor Del af min Levetid
raed at drømme om at flyve. Hjemme i Barnekammeret i
Lykkes-holms Alle stod der en gul Komode. Den plejede jeg at
stige op paa, hvorpaa jeg satte mig paa Hug og greb fat med
bægge Hænder i Sømmene forneden af mine Bukseben. Siddende
i denne Stilling gjorde jeg saa et lille Hop ud fra Komoden, og
med den Fart, jeg herved fik, og ved det solide Tag, jeg havde i
inin Buksesøm , • var det mig den letteste og naturligste Sag af
Verden at holde mig svævende og at styre min Flugt, først en
tre, fire Gange rundt i Barnekammeret og derpaa, naar jeg havde
faaet større Fart paa, ud af Vinduet og afsted over grønne
Lindekroner, over Frugthaver og Baggaarde, forbi aabne Vinduer
og videre omkring. Syntes jeg, at Farten sagtnede, satte jeg mig
et Øjeblik paa en Murgesims eller et aabenstaaende Vindue, tog
et fastere Tag i mine Bukser og svævede saa afsted igen. • Et
Par Gange styrtede jeg ned fra svimlende Højder, men var dog
saa heldig at vaagne, inden jeg brækkede Halsen.
Og da jeg blev stor — hver Gang jeg var ude at flyve,
altid gik det for sig paa samme Maade. Jeg steg op paa en
gammel, gul Komode, tog fat i Buksesømmene og svævede afsted.
Da jeg kom til Sydamerika, vilde jeg jo ogsaa prøve en Gang
imellem. Det hændte sig en sjælden Gang, at jeg for et
Øjeblik kunde bilde mig ind, at jeg fløj; men, ligesom jeg fløj
allerbedst, kom min med Aarene erhvervede Refleksion og sagde,
Tilikueren. 1883. 15
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
