Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marts - Knud Berlin: Svensk-norske Unionskonflikter (sluttet)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Svensk-norske Unionskonflikter.
231
ogsaa her Apparatet vilde blive for stort i Forhold til
Fælles-anliggendernes ringe Antal, synes næppe at kunne være ganske
afgørende; Antallet af Delegationernes Medlemmer og Hyppigheden
af deres Sammentræden vilde jo kunne holdes indenfor forholdsvis
snævre Grænser. Her vil der desuden ingen Fare være for,
at flere Emner end tilsigtet drages ind under Forsamlingens
Virkekreds.
En slig Ordning med Fællesminister og Delegationer har
oftere fundet Talsmænd, ikke blot i Sverige, men ogsaa i Norge;
i det sidste Land tog navnlig Sverdrup i 1886 som Statsminister
Ordet herfor. For den fremmede turde den derfor let staa som
den eneste, der virkelig formaar at løse det skæbnesvangre
Stridsspørgsmaal.
Naar alligevel ogsaa denne Ordning, ligesom sagtens enhver
anden paa Fællesskabets Grund, i alt Fald for lange Tider kun
har ringe Udsigter for sig, saa skyldes det aabenbart dels Ulyst
bos Norge til overhovedet at have mere fælles med Sverige end
absolut nødigt, dels og navnlig den Omstændighed, at en slig
Ordning kun kan naas ved en Forandring af eller Tillæg til
Rigs-akten og altsaa kun gennem Forhandlinger med Sverige. Men
i Norge er man ikke alene bleven træt af disse Forhandlinger, der
hidtil aldrig har ført tir noget, men efterhaanden er det blevet en
Princip- og Æressag for Norge, at dette Land som selvstændig Ståt
maa have Ret til at ordne sine udenrigske Forhold, sonj det selv
vil, uden at spørge Sverige om Forlov — blot ikke Ordningen
ligefrem strider mod Rigsakten — og at det altsaa ogsaa har Ret
til at tage sig en egen Udenrigsminister, om det saa synes.
Hvilken rivende Fart denne Bevægelse i de sidste Aaringer
har taget, fornemmes lettest ved en Sammenligning mellem
Stortingets bekendte Dagsordener af 1886 og 1891. Den første udtaler
endnu, „at gensidig Anerkendelse og Imødekommenhed er Unionens
og begge Rigers bedste Værn*. I Dagsordenen af 1891 — den,
der bragte Ministeriet Steen til Roret — vil man derimod
forgæves spejde efter den svageste Antydning i Retning af gensidig
Anerkendelse og Imødekommenhed"; her hævdes blot ensidigt
Norges „Ret til paa konstitutionelt betryggende Maade at varetage
sine udenrigske Anliggender". Denne Dagsorden indleder
aabenbart et nyt Stadium i den norske Unionspolitik; selv om den,
med Forsæt taaget affattet som den er, ikke stiler lige mod egen
Udenrigsminister, er dens Sigte dog ikke til at tage Fejl af. Den
16*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
