Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marts - Knud Berlin: Svensk-norske Unionskonflikter (sluttet)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
230
Svensk-norske Unionskonflikter. 230
sionsforslaget af 1867 blev saaledes, som man maaske vil erindre,
forkastet, alene fordi det muligt kunde føre til ei saadant — og
heller ikke i Sverige er Tanken næppe længer populær. Et
Unionsparlament vil nemlig have Tendens til at udvide
Fællesskabet og styrke sin Magt paa de særskilte Folkerepræsentationers
Bekostning, men hverken i Norge eller Sverige ønsker man at se
det nationale Parlament synkende ned til at spille en
Provins-landdags beskedne Rolle — Foreningens hidtige Resultater frister
ikke til at bringe saa stort et Offer paa Unionens Altar. Dernæst
giver Sammensætningen af dette Unionsparlament haarde
statsretlige Nødder at knække. Norge maa nemlig opstille Fordring
paa, at det som med Sverige fuldt ligestillet Ståt sender lige saa
mange Repræsentanter til Parlamentet som Sverige, da ellers
Norge vilde kunne blive overstemt, selv om alle dets
Repræsentanter var enige. Sverige derimod finder det ubilligt, at Norge
trods dets kun halvt saa store Befolkning og ringere Bidrag til
de fælles Byrder skulde være lige saa talrigt repræsenteret
som Sverige. Heller ikke det dog ret sindrige Kompromis, som
den svenske Justitsminister De Geer i sin Tid foreslog, nemlig
at Unionsparlamentet skulde bestaa af to Kamre, det ene med
lige mange Medlemmer fra hvert af Rigerne, medens Antallet af
Repræsentanter i det andet Kammer skulde fordeles mellem
Rigerne efter deres Folkemængde, formaaede at tilfredsstille det
norske ,Lighedskrav. Dertil kommer, at Unionens Fællesinteresser
er for faa til, at ikke hele dette Parlament kom til at synes et
unødigt stort Apparat.
Bedre Chancer skulde Tanken om Delegationer —
Prototypen er her Østerrig-Ungarns Ordning — synes at have.
Delegationerne udgør nemlig ingen selvstændig Folkerepræsentation; det
er kun Udvalg, lige talrige Komiteer af de særskilte Rigers
Repræsentationer, der til bestemte Tider træder sammen paa et
bestemt Sted for i Fællesskab at afgøre de fælles Anliggender1).
Dem tilkommer det tillige alene at drage Fællesministeren til
Ansvar. Den væsentligste Anke, der kunde rettes imod dem, at
x) Rigsaktens § 3, jvfr. norsk Grl. § 7, fastsætter allerede nu i et enkelt
specielt Tilfælde Nedsættelse af en Unionskomite, nemlig ved Kongevalg,
naar Stortingets og Rigsdagens Valg er faldet paa forskellige Personer.
Unionskomiteen, bestaaende af 36 Medlemmer fra hvert Rige, træder da
sammen i Carlstad og vælger ved simpelt Flertal Kongen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
