Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marts - Vilh. Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teairene.
257
faa, repræsentative Ord? Replikerne i en Dialog skal være som hine
Oliedraaber, der hver for sig er udpressede af tusend Pund
Blomsterblade, og som har bevaret Bladenes Duft
Maanedens mange andre Nyheder behøver for største Delen kun
at nævnes. De fleste &f dem har ikke efterladt synderlig flere eller bedre
Indtryk end Erindringen om deres Titler. Det kgl. Teaters ganske
nette lille Bagatel Alene hjemme og dets Genopførelse af J. L. Heibergs
Ulla skal paa Bal led under et alt for tarveligt Spil. Særlig det sidste
Stykke var indstuderet saare stilløst. Heiberg har, som man ved,
„idealiseret* nogle bellmanske Figurer. Det melankolske Sværmeri,
som aander gennem Bellmans Melodier, har han omsat i Ord; han har
lagt Krovært Fader Bergs Stamgæster en lys Levelyst, en drømmerisk
Naturbegejstring baade i Hjerterne og i Munden. Følgelig bør disse
Skikkelser fremstilles med et „romantisk* Sving over sig, som helt andre
Væsner, end de er hos Bellman. Og saa maatte man se Fru Oda
Nielsen som Titelfigurens Fremstillerinde søge sin største Virkning ved
at skørte café-chantant-mæssigt op til Knæene, medens hun dansede
udæskende løs! ... Paa Kasino gik Helaftens-Farcen Kejserens
København med samt dens Viser i den ufine og aandløse Revue-Smag
kun en eneste Gang; paa Folketeatret gled Wildenbruchs
„Fabrik-pigen* ud af Historien efter fiaa Opførelser. Det var ellers slet ikke
saa daarligt et Teaterstykke, dette sidste. Men Spillet slog det fladt.
Kon Hr. Jac. Jacobsen gav i sin sidste Scene noget, der duede: et
vederhæftigt Billed af en lavsindet, ung Fløs, der skræmt og med
tilbagetrængt Arrigskab lusker af for en redelig Mands Vrede.
Drachmanns Folkeskuespil Øen i Sydhavet blev holdt en Stund
oven Vande af det sceniske Udstyr. Der var pæne Dekorationer at se, en
Stranding i Torden og Storm, en Flok meget opkiltret kvindelig Ungdom.
Men selve Stykket faldt tomt og en Kende simpelt i Tonen. Forf.
havde grebet til den hjælpeløse gammeldags Form: at sætte en Drøm i
Stedet for virkelige Oplevelser; Drømmen skal saa, ved man, omkalfatre
Hovedpersonens Tankegang langt grundigere, end Erfaringen havde kunnet
gøre. Nu til Dags er dette Hastværkets, naar det ikke er Afmagtens
Drama-Form. Den fører saa rart uden om alle Vanskeligheder.
Motivering, sjælelige Overgange, hele det fine Vekselspil af hint uendeligt
smaa, hvis Sum er det uendeligt store i Livet, og som det altsaa netop
gælder om at skildre, — det kan Digteren her give en god Dag. Han
simplificerer sig Opgaven, paa samme Maade som en moderne Maler
gør, der indskrænker sig til at fremstille ved Hjælp af de
Kontur-Streger, hvormed 6—8 Aars Børn „maler* deres Opfattelse af
Genstandene. En løjerlig teknisk Fejl havde Drachmann gjort sig skyldig
i ved at lade to, hinanden ganske uvedkommende Personer drømme
den samme Drøm. Men meget værre var det, at han havde lagt sit
Skuespil ned i et for lavt moralsk Milieu. De to Figurer, som drømmer,
faar deres Drøm i Drukkenskab; den Ungdom, de længes tilbage imod,
synes at være en Ungdom — ikke „mit Wein, Weib und Gesang*, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
