Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marts - Vilh. Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
256
Teatrene.
meste kommer fra, at Ibsen pludselig ligesom sætter syge Hjerner ind i
sunde Folk. Vittighedsmagere paastaar jo, at der stikker et Stykke af en gal
i hvert et normalt Menneske. Nu vel, en Ibsensk Hovedfigur nu til
Dags taler en Stund jævnt om jævne Ting og handler, som jævnt
fornuftige Folk plejer; saa — faar den gale i Figuren Ordet, taler videre
med samme Stemme som før, lige saa jævnt, men taler idel Galskab
(som om det var Fornuft) og søger Galskab udført (som om det var
Fornuft). Der frembringes herved en Virkning, som om paa en
Solskinsdag al Gadefærdslens glade Larm afløstes paa en Gang af Nattens Stilhed
med alle dens ubestemmelige, æggende og ængstende Lyd, — medens
Solen blev ved at skinne.
Dette Figurernes besynderlige Dobbelt-Jeg bragte Opførelsen ikke
skarpt nok for Lyset. Hos Solness markede man egentlig slet ikke
Desperationen. Og hos ham er den dog lettest at give, fordi hans
Sindsforfatning næsten til Stadighed ligger såa nær op ad en sindssygs.
Hvor maa der ikke, saa snart den Mand slipper sig løp, være Feber i
hans Blik, hans Gestus, hans Tale, lurende Vanvid i hans Forpinthed
saa vel som i hans forrykte Beslutning om at ville gaa til Vejrs? Men
Hr. Emil Poulsen, hvis Spil i Stykkets allerførste Scener dog altid havde
set ud som noget, drulüiede hele 2den og 3<üe Akt i en slåp
Langsommelighed , et deklamatorisk Klynk, en nok saa rolig og tilfreds
Resoluthed. — Mange Gange bedre var Fru Hennings som Hilde. Hun
drog da i ah Fald Overspændtheden stærkt frem, det eksalterede. Blot
gjorde hun (Jet ikke tydeligt, at for Hilde har Solness ingen* Betydning
som Maal, kun som Middel. Det kom til1 at tage sig ud (og dertil
sigtedes der i Begyndelsen af Anmeldelsen), som om Hilde virkelig holdt af
Solness, var sandt og menneskeligt forelsket i ham. Imidlertid har en
Skuespillerinde her en vanskelig Opgave, netop fordi HiMe udenfor sine
Patoksysmer, i det praktiske, fuldvaagxie Liv, er en ganske godmodig og
skikkelig lille Person. Hun lider nok af samme Skavank som Hedda Gabler,
men hun har et mindre ondartet Naturel. Man kunde med et tidt
„vildt" botanisk Billede betegne Forskellen saaledes: at hos Hedda er
Fantasteriets Bulmeurt podet ind i og har udviklet sig paa en stram og
stikkende ung Tjørn, hos Hilde derimod paa en fredsommelig glat lille
Poppelkvist.
Fremstilleren af den syge, gamle Knut Brovik førte lige straks
Spillet ind i et ulideligt Tempo. Han syntes at være bestandig ti
Minuter om at sige to Ord. Er det ikke en dum Teater-Overtro, at alle
syge Mennesker skal have saa utrolig ondt ved at tale? Er der ikke
tvært imod Patienter, som pludrer løs, værre end en Hest kan rende? —
Og siden, da Hr. E. Poulsen tog Téten, gik det, som man kunde vente
sig, Fod for Fod. Havde ikke Fru Hennings været der og skudt Fart, kunde
Mellemakternes Lampelys nemt være kommet til at skinne over
betænkeligt søvnige Tilskuer-Ansigter. For Resten havde Forfatteren sin Del af
Skylden for Forestillingens Sendrægtighed. Hans Dialog giver sig stundum
alt for god Tid, den er ikke sammentrængt nok. Ogsaa deri spores en
Aftagen af Ibsens kunstneriske Kraft. Thi hvad er det at kunne „digte"
uden netop at kunne „fortætte", at kumie sammentrænge en Stemning i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
