Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - April - Karl A. Tavaststjerna: En Impressionist
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
298
En Impressionist.
Da Sangen forstummede † hørte jeg hans slæbende Trin
bag mig; han kom hen til os ved Vinduet og satte sig.
Det var ikke Skik imellem os at takke for en eller anden
Nydelse af denne Art, allermindst om den virkelig ejede Værd.
I Almindelighed undgik vi Følelsesudbrud, mest maaske fordi vi
virkelig ejede det ægte Følelsesliv, der saa let kommer i Bevægelse.
Derfor nikkede vi blot op til Marck, og han nikkede igen med sit
smukke Smil, der kun kom frem, naar han rigtig var i
Højtids-stemning.
„Naa*, udbrød saa en af Kammeraterne, da Tavsheden
vedvarede, „hvornaar rejser du?"
„I Morgen."
„Og hvorhen saa?*
„Først ud paa Landet til min Fader, og derefter over
Petersborg til Wien og Tyrol.*
„Hvem der kunde følge med!«
„Hm —!•
„Du synes just ikke at bryde dig synderlig om din Rejse?-
„Aa jo! — i Virkeligheden gør jeg det dog."
„Hvornaar tror du, du kommer tilbage?"
I Stedet for at svare efterlignede Marck, ved et Smeld med
Tungen, Lyden af en Raket, der gaar til Vejrs, trak sin Stol hen
til Bordet, hvor Likørerne stod, greb sit Glas og raabte:
„Nej, men hvad er det dog for Ansigter, I sætter op!
Tror I, at vi er til Begravelse!"
I det samme lød en dump Klokkeklang henne fra den
nærliggende Nicolaikirke. Det gav et Sæt i Marck, saa at han spildte
Glassets Indhold ud over Dugen, men i næste Øjeblik udbrød
han med forceret Munterhed:
„Den Musik har jeg ikke bestilt!"
Medens Klokken vedblev at ringe med sin dumpe,
sørgmodige Klang, henvendte Marck en Tak til os, fordi vi var komne
og havde skaffet ham denne fornøjelige Stund. Det burde været
os, der takkede ham. Han talte varmt og med en svag
Understrøm af sit gamle Lune, Stemmen dirrede lidt, men kun de
nærmest siddende mærkede, at han famlede nervøst efter sit
Glas, og at han greb den første den bedste Anledning tü at fare
med Lommetørklædet hen over Ansigtet. Men det var jo umuligt
at tænke sig Marck græde; ingen af os havde nogen Sinde set
det før.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
