Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - April - Vald. Vedel: Romaner. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Romaner.
327
Det fortryllende ved denne Bog er den eksotiske Duft og
det stærke, jublende Liv, som her manes frem gennem en meget
original og virkningsfuld Fremstillingskunst.
„O, I svundne Tiders Kvinder! At tale om eder er som
at tale om Himmerige: Idel Skønhed var I, idel Lys. Evigt unge,
evigt skønne var I, og milde som en Moders Øjne, naar hun ser
paa sit Barn. Bløde som Egernunger hang I om Mandens Hals.
Aldrig skælvede eders Stemme af Vrede, aldrig fik eders Pande
Rynker, eders bløde Haand blev aldrig ru og haard" ... Det er
de svundne Tider, der manes frem, saadan som de var i de
gamles Fortællinger fra den Gang, Vermlands Ære straalede klarest.
fVar der da Bal hver Dag, saa længe som eders straalende
Ungdom varede?" maatte de unge ofte undrende spørge. „Var Livet
da et eneste langt Eventyr?" Men for nøje tør man ikke forlange
sig Oplysninger. „Man maa fare varlig med de gamle Sagn; de
er som halvvisne Roser: de mister let Bladene, naar man tager
for haandfast paa dem".
Det er Sagn, berettede som Sagn, sete med Børnenes Øje,
hengemte mellem de gamle Mamsellers andre „Souvenirs", fortalte
med de gamle Strikkeposers Apostrofer og Refleksioner — Sagn
om hint mærkværdige Aar, da Kavalererne regerede i Bjørnelandet,
da Løfvensøen ikke var fyldt med Vand men med Brændevin, og
Smedene stod i Skjorte og Træsko ved Essen og drejede
umaadelige Stege paa lange Spid; Aaret, da Guds Stormvind gik over
Landet og forvirrede Folkenes Hjerner, og ogsaa Ulv og Bjørn,
Sygdom og Ildebrand hærgede værre end nogen Sinde før eller
siden; Sagn om Fester, der ingen Ende tog, og om de 12 Kavalerer,
der altid var fulde af Løjer og beredte til Streger, alle var originale
og sorgløse og evig unge, og Sagn om den romantiske Gösta Berling,
Galningen, Kvinderøveren, Poeten, „Herre til titusend Kys
ogtretten-tusend Kærlighedsbreve" — og i Hjertet sønderreven, fortvivlet
som en Byronsk Helt.
Med megen og fin Ironi er Sagnets og Traditionens
konventionelle Syn og Tone holdt. Lige saa lidt man tør spørge for
nøje om, hvordan alle de mærkelige Begivenheder, her berettes
om, virkelig kan tænkes at være skete deroppe omkring
Løfvensøen paa den Tid, da de to Vermlændinger Tegnér og Geijer var
henholdsvis Biskop i Vexiö og Professor i Upsala, — lige saa lidt
bør man søge alt for sand Psykologi i disse mytisk forklarede
Figurer: Kavalererne, Majorinden, den onde Sintram, den bod-
TiUkuereo. 1893. 22
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
