Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - April - Vald. Vedel: Romaner. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
328
Romaner.
gørende, forvænte Grevinde o. s. v. eller i disse sagnstore
Handlinger og Skæbner, der berettes om. Man maa gøre sig til Barn
for værdigt at begræde den skønne Marianne Sinclairs Skæbne,
føie sit Hjerte banke for Kavalerernes kække, ridderlige Streger
og for ret at gyse og harmes ved blot at høre Sintrams Navn
nævnes. Og man maa tro Bedstemødrene paa deres Ord, at det
var ikke Mariannes og ikke Göstas Skyld, naar det gik galt med
dem paa Ekebyfesten ved Tableauforestillingen. „Det var Balkonen,
det var Maaneskinnet, Kniplingssløret, Ridderdragten, Sangen, som
var Skyld deri. De stakkels unge Mennesker var uskyldige". Man
maa ogsaa høre smukt paa de gamle Damers „O! "er og „Ak! "er,
der moraliserer over Fortællingerne, — og det kan vel her tit
hændes os Læsere, at vi hører, hvad der siges, i en noget anden
Tone, end det er sagt, og hører som Traditionens og de gamle
Mamsellers Kor, hvad der maaske er Forfatterindens egen naturlige
Stemme. Naar det f. Eks. hedder: „Venner, Menneskebørn! I,
som danser og ler! Jeg beder jer saa bønligt, dans varlig, le
stille, ti det kan afstedkomme saa megen Ulykke, naar eders
tynd-saalede Silkesko træder paa Menneskehjerter i Stedet for paa
Brædder, og eders sølvklare Latter kan jage en Sjæl til Fortvivlelse-,
hvem ved saa, om vi Læsere nyder Sætningen ganske paa samme
Maade, Forfatterinden har villet?
Men dette viser blot, hvor kongenial, hvor beslægtet
Forfatterinden er med Sagnene og Traditionen.
Hvilken munter og farverig Verden, der her trylles frem
midt imod vore Hverdages Graat i Graat! Det straaler af Gilder,
det knalder af Fester ud over hele Vermland. Sneen synger under
Kanernes Meder, og ind gaar det gennem de tavse, hvide Skove, til
Gaarden lyser i Møde forude. Og Spillemændene sidder og tramper
Takten til deres fejende „Polsker", medens Parrene stryger
over Gulvet. Brændevinen flyder ved Skænken, Spillet gaar højt
ved Bordene, Stemmerne bliver højrøstede ... Gösta snapper den
skønneste af de skønne med sig, svinger sig i Slæden, og ud bær
Færden bag den rappe „Don Juan", der flyver afsted, som om
Ulvene var efter den ... Og se! i Skumringen skimtes jo ogsaa
de lange, tynde Graaben, der lusker frem i Skovbrynet ... og nu
er de efter ... deres Ildøjne og røde Tunger synes i Flokkevis ...
rap dig, rap dig gamle „Don Juan", Døden er i Hælene ... Ud
over de tilfrosne Søer ... ud mod Lysene, som vinker der henne!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
