Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - April - Vilh. Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
336
Teatrene.
Saadan som nu vi har Stykket, er det en lidt tungt bevægelig
„Machine". Akt-Inddelingen er forstyrrende og trættende; den
dramatiske Strømning er stemmet længe op et Sted under en ganske meningsløs
Diskussion om, hvorvidt Intrigen ogsaa virkelig kan spilles; Figurerne
er skeletterede saa omtrent rene for alt baade Kød og Blod! Naa, en
nænsom Haand kunde vel nok omordne Akt-Slutningerne og fjærne det
sinkende. Saadan gør man jo, med Rette, ved Shakespeares Stykker.
Og hvad der er Ret overfor den største, tør vel ikke kaldes ubilligt
overfor en mindre Digter? Men paa Figurernes vidt gaaende
Indholdsløshed kan rigtignok kun Skuespillerne bøde — det vil sige, naar det er
Skuespillere, der kan.
Disse Teater-Artiklers Forfatter har benyttet enhver Lejlighed,
der bød sig, til at søge fjærnet den Misforstaaelse, at man i Holbergs
Hovedfigurer skulde have, hvad vi nu til Dags tænker os, naar vi taler
om „Karakterer" i et Drama eller en Roman. Holberg beflittede sig
mindre paa at skildre Mennesker, han skildrede helst menneskelige Laster.
Der kunde staa som Motto foran hele hans „Danske Skueplads" de
Ord, som han i sin Kritik over „Peder Paars" skrev om sig selv:
„I alle Bøger man ey finder Characteer
Paa visse Lyder, som man deri censurerer;
Thi han gemeene Feyl fast aldrig criticerer."
Eller i mindre bunden Stil: Griller, fikse Ideer, Taabeligheder, helst
saadanne, „som ikke var alt for meget slidte paa i andre Komedier’,
— dem søgte han at give et bestemt og iøjnespringende Billed af og
at anvise en burlesk-ortopædisk Kurmetode for. Derimod bekymrede
han sig kun lidt om, hvad det var for en Art Personer, der var
befængte med de paagældende Lyder. Han lagde ikke an paa at faa
Personligheden til, under Handlingens Gang, at afsløre sine indre Anlæg,
at udfolde eller „udvikle" sin Natur. Imidlertid stod jo da — skal vi
sige: det Person-Navn, til hvilket Lasten var knyttet, i Forhold til
andre; og der maatte ogsaa lejlighedsvis blive Tale om andet end netop
om hin Last. Og saaledes løb der alligevel, umiddelbart eller middelbart, en
Del Personligheds-Træk med ind i Skildringen. En enkelt Gang (i
„Jeppe") blev disse Træk saa talrige, at de gav et helt Karakter-Billede;
andet Steds er der i det mindste saa mange af dem, at de tillader
En at trække grove Omrids til et menneskeligt Fysiognomi. Men med
den stundesløse Vielgeschrey ved man hverken ud eller ind. Holberg
har nok, som hans Vane var, udstyret denne Hovedfigur med et Par af
sine egne Særheder. Vi hører, at Vielgeschrey ikke ynder overdaadig
Levevis, at han ikke kan lide at give Drikkepenge, at han hader
langsommelig Snak, og at han ikke tror paa Mirakler, uden man har bevist
ham, at de virkelig har fundet Sted. Men hvad kender man til et
Menneske, fordi man har hørt det! Og ellers — ikke en Oplysning!
Hvilken Alder har Vielgeschrey? Er han god eller slet, haard eller
blød, ærlig eller hyklersk, karrig eller rimelig? Holder han af sine
Børn, er han flink mod sit Tyende, kan han forliges med sine
Medborgere? Ingen kan sige det. Hans Taabelighed skjuler over alle hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
