Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maj - Johs. Jørgensen: En ny Digtning. I. Edgar Poe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
376
En ny Digtning.
Men ogsaa de Digtere, hvis Værker er uden social Retning,
uden politisk Fordom, lyder i deres Produktion den her fremsatte
Lov. Deres Digtning er — som Goethes — Udslag af Jegets
Kamp mod Omgivelserne. De reagerer mod Milieuet — de
resumerer det ikke.
Den Tid, hvori vi lever, tilhører Pengevældet og
Skønheds-hadet. De Mennesker, som omgiver os, holder deres eneste Andagt
ved Mammons Altre. Poesien regnes for en Daarskab, Kunsten
for et Tidsspilde. Den store Skønhed har intet Hjem i denne
Verden, hvis æstetiske Behov tilfredsstilles af Varietéens Gøgl og
Folkekomediens sentimentale Forlorenhed.
Denne Verden er vunden gennem et Aarhundredes Kampe.
Kongehoveder har maattet falde, Byers Blod udgydes, for at dette
moderne Samfund kunde rejse sig. Og nu staar det der — et
Vrængbillede af alt, hvad Revolutionernes ædle Drømmere vilde —
hæsligt, uretfærdigt og virkeligt.
Uhyggelig virkeligt! Ængstende stærkt! Fortvivlende mægtigt!
Befæstet med alle den ny Videnskabs Opdagelser — holdt oppe
af Pengenes internationale Magt — pansret endogsaa mod
Anarkismens Torpedo under Arken!
Da opstaar der, midt i dette moderne Samfund, en Slægt
af Digtere, hvis Poesi er Menneskeaandens Protest mod Tiden og
Verden. Disse Digtere haaber ikke — som Shelley og Byron —
at være de Organer, hvormed Samfundet begynder sin Omformning
til nyt og bedre Liv; de følende Fingre, som strækkes ud mod ny
Tilværelser. De er fødte for sent i Aarhundredet; alt for mange
Revolutioner er gaaede hen over dem; de har mistet Troen paa
det legemlige Oprørs Magt.
Det, de forkynder, er derfor en aandelig Revolte. En
Revolte i dette Ords egentligste Forstand: en Omvendelse. De
bortvender sig fra Verden, fra det ydre Liv. Og de søger Frelse
og Fred i en evig Skønheds Riger og paa Kysterne af en
udødelig Drøm.
Der er hos Naturalismens Mænd allerede Tegn, som varsler
denne Bevægelse. »La Tentation de Saint-Antoine" og „La Faute
de PAbbé Mouret" betyder for Flaubert og for Zola Flugten fra
Hverdagens Verden ind i Drømmens Uendelighed. Og Edmond
de Goncourt ser med Rette en „Germinie Lacerteux* modsat Aand
i „La Faustin", denne dejlige og hemmelighedsrige Bog, der virker
som Augustnats-Maaneskin over en sort, tungt sovende Have.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
