Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Viggo Stuckenberg: Valravn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
448
Vftlravn.
tavs Hilsen. Paa Gulvet ved hans Fødder løfter en Hund sit
brunskjoldede Hoved og knurrer svagt. Flirt! mumler han, og
Hunden tier, og han bliver siddende med Albuerne paa Dijgen og
ser frem for sig gennem den lyse Stue.
Vi sætter os, og Hedvig tagør en hvid Sten-Tepotte, der
staar foran os paa Bordet midt i en Kres af blaamalede, låve
Kopper, og skænker. Vi drikker i Tavshed. Ude i Haven daler
blinkende Bladfnug ned gennem Solskinnet foran den aabne Dør,
og et Par Spurve tumler skingrende fra Tagskægget ned i Gangens
Grus og flyver videre og bliver borte. Henne paa Gulvet foran
Bordenden sukker Hunden i Halvsøvne.
Omsider rejser vi os. Jeg tager i den gule Messinglaas for
at gaa ud gennem Forstuen, men Hedvig er gaaet hen i den
aabne Havedør og staar, mens hun sætter sin Hat paa, og ser
ud i den smalle Strimmel Have, hvor et Par gamle Træer løfter
deres Løv over en grøn, blomsterløs Plæne og spænder deres
Kroner fra Længens Tag over til det høje, graa Plankeværk, der
lukker for Haven.
— Vi kan vist komme denne Vej, siger hun og ser hen
paa den høje Skikkelse for Bordenden.
Han sidder bestandig og ser frem for sig og rører sig ikke.
Saa gaar vi ud i Haven og kommer gennem en knirkende
Laage i Plankeværket ud paa den hvide Sandyej.
Hedvig gaar og ser ud over det brede, blaa Hav, og som
vi bedst gaar, skyder hun med et sin Arm ind under min og
knuger min ind mod sit Bryst.
— Aa, du ved ikke, hvor jeg er taknemmelig! siger hun.
Vi gaar langs Stranden nord paa. Fladt og lyngbrunt
vokser Landet op af Havet, og højt over det nøgne Land og
det ensomme Hav hæver sig i uendelig Ro den blaa
Morgenhimmel. Langt ude til Søs og oppe over vore Hoveder lyner
Solen i hvide Ternevinger, og sølvgraa Maager duver op og bliver
borte, hvilende paa det himmelblaa Hav. Yderst ude foran os,
hvor Strandens Linie slipper, rejser i Sollyset et Fyr sin mørke,
slanke Stensøjle.
Hedvig har sluppet min Arm og gaar et Stykke foran mig
og nynner, og en Gang imellem kommer jeg hen til hende og viser
hende Sten, som jeg finder i Sandet, og som jeg vil tage med
hjem og gemme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
