Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Johannes Jørgensen: En ny Digtning. II. Paul Verlaine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En ny Digtning.
471
Verlaines saturniske Digte er ikke meget personlige. Formen
er „Parnassets" klassisk klangskønne — Aanden er Baudelaires.
Det er melankolske Stemninger, tungsindige Landskaber, parisiske
Nocturner. Det er — i Leconte de Lisles Fodspor — eksotiske
Malerier og Billeder fra et arkaisk Hellas. Verlaine, som senere
skulde blive den mest bevægelige Stemningsdigter, søgte i denne
sin første Bog at antage hin kolde Objektivitet, som den Gang
var god Tone i fransk Poesi. „Poémes saturniens" har da
væsentligt Værd som Bevis paa den unge Digters Mesterskab i
Versets vellydende Kunst.
Med samme Mesterskab er Verlaines næste Værk skrevet:
„Fétes galantes". Imidlertid er Bogens Indhold betydeligere og
personligere. Charles Morice kalder den „un réve de pur poéteu.
Og »en Digters Drøm* burde i Virkeligheden denne Bogs
Undertitel være. Det er en Drøm om et Land, langt borte fra
Parises Gader og den af Jærnbaner og Skorstensrøg vanskabte
Natur. En Drøm om en stor, gammel Have i gylden
Eftermiddagssol eller i sølvhvidt Maaneskin. Langs blomsterfyldte
Bede og mellem stive Hækker, i hvis Nicher Marmorfauner ler,
vandrer forelskede Par — Damer fra et fantastisk Elskovshof,
kurtiserede af Markier med Paryk og af smaa Abbeder. Og den
italienske Maskekomedies Figurer møder dem — den smægtende
Pjerrot, den lykkelige Harlekin, og Kolombine med Profil af
Porcellæn. Og det klinger af Glas og af glasklar Latter fra muntre
Drikkelag, og det klimprer af Strenge fra kælne Serenader, og
langt borte plasker de store Springvande — de store, slanke
Springvande mellem Marmorstøtterne ...
Her synes de saturniske Sanges Tungsind at være
forstummet. Til denne Watteauske Have naar ingen Sorg og intet
Savn. Men dog kan det hænde, at der i Efteraarsskumringen
sniger sig en underlig Stilhed ind over de galante Festers Mennesker.
Og da fødes der Vers som disse, fulde af en hemmelighedsfuld Uro:
Le soir tombait, un soir équivoque (Tautomne.
Les belles, se pendant réveuses ä nos bras,
dirent alors des mots, si spécieux, tout bas,
que notre åme dépuis ce temps tremble et s’étonne1).
*) Aftenen faldt paa, en tvetydig Efteraarsaften.
De skønne, som drømmende klyngede sig til vor Arm,
sagde da, med ganske sagte Røst, Ord saa kostelige,
at vor Sjæl siden sitrer i Undren.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
