Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Johannes Jørgensen: En ny Digtning. II. Paul Verlaine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En ny Digtning.
479
... Med andre Ord: den gamle, tvivlende og higende Adam
er ikke saa fuldstændig død, som Digteren i sin Omvendelses første
Jubel troede det. Det er, som om Troen har fundet ham paa et
Sygeleje, og han har — afmægtig og lidende — taget mod dens
Trøst. Men efterhaanden, som Sundheden vender tilbage, og Livet
atter aabner sine Porte for Digteren, nærmer Drømmen om jordisk
Lykke sig atter og skjuler med sin stærke og nære Glans de
himmelske Stjerners fjerne, men faste Lys. Solen er paa ny
strømmet ind i Digterens Sjæl — „Haabet lyser som et Solglimt
paa et Halmstraa i Staldens Mørke, som en Flintesten i et Hul
i Logulvet" — og et Udbrud af Længsel undslipper Verlaines
Læber: »Ak, naar blomstrer atter Septembers Roser?"
VI.
Verlaines Poesi deler sig fra nu af i to Strømme, der løber
jævnsides hinanden: den ene et Værk af den gamle Adam, af
.Saturnieren" i Verlaine; den anden udsprungen af de rene og
klare Kilder i „Sagesse". ’
Til den første Retning hører „Jadis et naguéreu og
„Pardttéle-ment". Til den anden „Åmour" og „Bonheuru.
De to sidste Digtsamlinger fortsætter rigt og kraftigt den
teologiske Poesi fra anden Del af „Sagesse*. I „Jadis et naguére"
og i „Parallélement" er det derimod sanselige Stemninger, vilde
og voldsomme Lidenskaber, der faar Luft.
Det er en Zigeuners Sange, en gammel, fordrukken og
udsvævende Vagabonds Viser. Det er Vers fra Vejene og Knejperne,
fra Fængslerne og fra den solgte Elskovs Kamre. Det er — som
Digteren siger det selv — Tusmørketing og Syner fra Nattens
sidste Stunder...
til Mændene i de store Byer:
de fandt mig ikke snedig.
Da jeg var tyve Aar, flk en Sygdom,
kaldet Elskovsild,
mig til at finde Kvinderne smukke:
de fandt ikke mig smuk.
Er jeg født for tidligt eller for sent?
Hvad skal jeg her i denne Verden?
O alle sammen! min Smerte er stor;
bed for den stakkels Kaspar!.
Tilskueren. 1803. 32
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
