Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - S. Schandorph: G. Brandes’ Reaktionen i Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
G. Brandes: Reaktionen i Frankrig.
491
da den første Udgave af „Reaktionen i Frankrig" kom frem. Man
vil mindes den med Forargelse blandede Forbavselse, som Taines
voldsomme Angreb navnlig paa det andet og tredje Hold
Hovedaktører paa den mægtige Scene frembragte hos de mange frisindede
Gemytter, for hvem den franske Revolution stod omgiven af den
traditionelle Straaleglorie. Men for dem, der var oplærte i Taines
historisk filosofiske Metode, og som var vante til at bruge den paa
deres eget snævrere Forskerfelt, var der ingen Grund til Forargelse.
Al videnskabelig Forskens Maal er jo at faa Sandhedén frem. Og
sæt nu, at Begejstringen for den historiske Syndflod, hvis mægtige
Bølger rev saa mange Fordomme, saa mange raadne Traditioner
over Ende, havde bragt flere paafølgende Slægter af fribaarne og
frisindede Mænd til at drive „Schønthuerei" med den franske
Revolutions Historie, en Metode, som vel Thiers og end mere
Lamartine foruden mange flere havde bragt i Gang, saa kunde Sandheden
kun vinde ved, at Skyggesiderne: Fanatisme, Mangel paa Dannelse,
administrativ Ukyndighed, lav Egennytte og Misundelse hos de
ledende, en Gang for Alvor droges frem i Forskningens klare og
upartiske Lys. Historieskrivning er og skal ikke være Lyrik, om
end den Historieskriver, som er uden poetisk Aare, aldrig naar
frem i forreste Række1).
„Ingen vil kunne nægte, at Brandes’ Afsnit om Revolutionen
er en sjælden upartisk og objektiv holdt Skildring. Forfatteren
indrømmer Autoritetsprincipet dets relative og historiske Ret, ser
det som et nødvendigt Led i Kulturudviklingen. Han siger:
Autoritetsprincipet har haft en stor, opdragende Betydning i
Menneskehedens Historie, men dens Sendelse er den at gøre sig selv
overflødigt". Der paavises dernæst, hvorledes al Autoritet bunder
i den overnaturlige, absolute Autoritet. Rokker Kritiken ved den,
saa rokkes al verdslig Autoritet, og det var først Naturvidenskabens
mægtige Opdagelser i Renæssancetiden og det 17de Aarhundrede,
der banede Vejen for en ren immanent Verdensanskuelse, om end
selve Opdagerne ikke drog de logiske Konsekvenser af de naaede
Resultater. Det gjorde derimod de engelske Deister og Voltaire.
I forbavsende kort Tid var det gamle udryddet af Tidens dannede
Bevidsthed, og hos dem, hvem Voltaire var for spids og kølig,
blev Rousseau den deklamatorisk-sentimentale Forkynder af
Nu-tidsevangeliet. Der var, som Taine et Sted siger, Profet- og
’) Jeg skelner bestemt mellem Historieforskere og Historieskrivere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
