Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - S. Schandorph: G. Brandes’ Reaktionen i Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
G. Brandes: Reaktionen i Frankrig. 492
Missionærblod i disse to saa grundforskellige og mod hinanden
personlig saa fjendtlig stemte Individualiteter. Om dem samlede
sig det store Nedbrydningskorps, hvis Marche blev mere og mere
sejrrig, fra dem stammede de to store, aandelige Hovedretninger
i Revolutionens Praksis: Girondismen og Jakobinismen.
Girondi-nerne var Voltaires, Jakobinerne Rousseaus aandelige Afkom.
I Kirken havde naturligvis Revolutionen sin farligste og
dygtigste Modstander. Brandes viser, hvorledes de revolutionært
sindede under Bevægelsens første, besindigere Fase, klart var sig
dette bevidste, hvorledes de optraadte med Forsigtighed og
politisk Hensynsfuldhed over for den katolske Kirke som over for en
stærk Magt, det var nødvendigt at forhandle med diplomatisk
smidigt. Først hin Nat, da den store Erklæring af
Menneskerettighederne kom frem, udtaltes det i Art. 10: Ingen bør
foruroliges for sine Meningers, end ikke for sine religiøse Meningers
Skyld, forudsat at hans Tilkendegivelse af disse ikke forstyrrer den
lovlige Orden, og Mirabeaus Ord: „Jeg vil ikke præke Tolerance;
den mest uindskrænkede Religionsfrihed er i mine Øjne en saa
hellig Ret, at Ordet Tolerance som Udtryk for den næsten selv
synes mig tyrannisk", betegner Bevægelsens hurtige Stigen. To
Aar efter, at en elsassisk Jødedeputations ydmyge Bøn om
Borgerrettigheder for Jøderne var bleven afvist af Nationalforsamlingens
Flertal, blev en i langt mere myndig fordrende Udtryk formuleret
Begæring om samme Sag opfyldt af den konstituerende Forsamling.
Ja, saaledes saa nu de dannede og de parisiske Klubber
paa Sagen, men Landet var og blev katolsk, og efterhaanden, som
Revolutionen tog Fart, glemte dens Hedsporer de humane Principer.
Den forfulgte paa det ubarmhjertigste de Præster, som ikke vilde
aflægge Borgereden; Vold avlede Vold, især i afsides Egne, hvor
de lukkede Kirkedøre sprængtes med Økseslag, og en forfatningstro
Præst blev hængt i Korets Lysekrone.
For Bønderne var Rousseau og Voltaire ufordøjelig
Agurkesalat, og det synes mig, at Bønderne havde Ret i at vise den Mad
fra sig. De skulde have haft Lov til at dyrke deres Gud eller
deres Madonna og Helgener i Fred. De havde kun deres Kirke
at ty til, naar de trængte til at løftes eller trøstes under deres
usle Liv. De kunde hverken læse eller skrive, deres Bibel var,
som man har sagt, de malede eller udskaarne Figurer af Kristus,
Madonna og Helgener. At slaa disse — der ganske vist tit var
nogle græsselige Skabilkener at se til — i Stykker, var at knuse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
