Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - S. Schandorph: G. Brandes’ Reaktionen i Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6. Brandes: Reaktionen i Frankrig.
509
nærer til Valérie, hvori Forfatterinden har malet sig selv.
Naturligvis er Billedet ikke gjort grimmere end Originalen. Gustav
dør med hendes Ægtemands Haand i sin. Personlig laa, som matt
ved, den serafiske Elskov ikke i særlig Grad «for Forfatterinden, i
den Del af hendes Liv, da hun befandt sig „al tempo de ’dolci
sosptriuj som Dante kalder det.
Lamartines og Elvires Elskovsmøder skildres som en Bøn i
Duet, og »Digteren presser sine Læber mod det Krucifiks, som
hans døende elskede i sit sidste Øjeblik har kysset*. Det er et
Indfald, som Ingemann kunde have faaet i sin Ungdom, men den
Gang i det mindste kunde han ikke have skrevet et saa godt
Digt som den et Par Aar yngre Lamartines „Le CrucifixI
^Raphael* falder der et lidt skarpere Virkelighedsskær over dette
Forhold. Det er nok i denne Sammenhæng at anføre Brandes’s
Ord: (Pag. 341) „Raphael44 er en kog, i hvilken paa mesterlig
Maade en ung Mands sværmeriske Forelskelse er fremstillet, en
Forelskelse, som vel har bemægtiget sig Sindet helt, men som dog
er af en næsten usanselig Natur, dels fordi dens Genstand
indgyder saa megen Ærefrygt og Medlidenhed1), at Sanserne ikke
faar Lov at tale, dels fordi den unge Mand efter et letfærdigt Liv
med Kvinder, for hvilke han ingen Agtelse har følt, gyser tilbage
for at gøre Forholdet til denne Kvinde, som han beundrer,
ensartet med de tidligere Forbindelser, hvori han har staaet.
Den sværmende Længsel bliver da for sine Digtere den
egentlige erotiske Poesi, ligesom den var det for de samtidige
Poeter hos os. Men det Træk, at de franske Digtere dog
erkender Sansernes Eksistens, at de fremstiller de sværmende Elskere
som alt helbefarne Matroser paa en mere haandgribelig Elskovs
Sø, viser Forskellen i Naturellet, ligesom Franskmændenes mere
udviklede Kunst viser dem som Børn af en gammel Kultur. Ingen
af de sværmeriske Elskovsdigtere i Norden har turdet gøre sin
Heltinde saa praktisk erfaren som Lamartines Julie, (saaledes hedder
Elvire i „Raphael") der betror sin Elsker, „at det Offer, hun
fordrer af ham, er nødvendigt — af Helbredshensyn, paa Grund af
Lægeforskrift." Det sublime slaar over i det komiske.
Ellevte Kapitel bærer som Overskrift: Det formelle
Avtoritetsprincips Opløsning. Der paavises, at den
begyndende Romantik bebuder sig som en Modsætning til den
’) Den unge Kreolerinde havde Tæring. Anm. Anmærkning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
