Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Axel Henriques: Pariserminder (Teatrene i Maj 1893)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
544
Pariserminder.
banditterne i „Les éffrontéß*, ligesom han i en lille Bondeidyl paa
Vers „Vincenette" af Barbier viste sig som en »lyrisk Elsker8
af Rang.
Der er den nsesten halvblinde Jean-Paul Mounet, Mounet
Sullys Broder, hvis Don Saluste i »Ruy Bias" betydeligt overgaar
Febvres; genialt og overvældende dygtigt spiller han de „mørke
Roller" i Tragedier og store Dramaer; han er en af Français*
bedste Støtter.
Pierre Laugier ligeledes en ganske ung Mand, lidt kantet
og usleben endnu, men af dem, der en Gang vil „tælle med4.
Ogsaa han spiller «gamle Roller".
Gamle Got staar endnu i sin Dragt som den gamle Rabbi
i „L’ami Fritz", hvori han i Aften har vist sig første Gang efta:
sin Sygdom,
Coquelin Cadet, Parisernes Yndling, en elskværdig men
egentlig ret tarvelig Skuespiller, der ikke har anden Lighed med
Broderen end Navnet.
Der staar en Flok af store Kunstnerinder: Baretta-Worms
med de intelligente, store Øjne, hun, hvis lidt tilslørede Stemme
endnu har en henrivende Klang, og hvis Spil er fint og betagende
som i de unge Dage. Der er Reichenberg, som forlader
sine Børnebørn for at tage i Teatret og spille den 15aarige
Vincenette, — i alt Fald er hun Bedstemoder, hvad en skarp
Kikkert for Resten kan lade os ane. Der erBroissat, som ogsaa
er bleven gammel, men hvis Stemme endnu klinger saa kønt, og
hvis Smil ikke er gammelt endnu; hun spillede den unge Dronning
i „Ruy Bias" smukt og fint, selv om Kikkerten ogsaa her
protesterede mod Rollens Aar. Friskere og solidere — men med mindre
Følelse, med mere Intelligens og mindre Hjerte har Bartet i
Aften spillet den samme Rolle.
Der staar et „nyt Ansigt". Det er A mel, hvis Spil i en
ganske lille Rolle imponerede mig i Fjor. Det var Barnepigen
Orsola i „Par le glaive". Hendes Rolle bestod i at synge en
Vuggevise og sige 2—3 Repliker; men hun gjorde det ypperligt 1
Aar saa jeg hende som en gammel rig Bondekone i „ Vincenette•;
hun spillede med en Følelse som Fru Sødring i „Tordenvejr*;
men det bedste præsterede hun netop ved Febvres
Festforestilling ved at synge et Par gamle Viser af Ronsard. Hun har
absolut ingen Operastemme, men sin lille, fine Stemme benytter
hun saa kønt og med et saa aldeles enestaaende dramatisk Fore-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
