Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Knud Bokkenheuser: Af Professor Chr. Agerskovs Brevsamling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af Professor Chr. Agerskovs Brevsamling.
553
medens man ikke kan overvinde sig til at gøre det overfladisk paa
Papiret. Jeg har her hjemme atter været sammen med dig overalt, hvor
vi færdedes, fra det Øjeblik, jeg første Gang saae dit placidum caput i
Studenterforeningen og til den traurige Stund, da Himlen selv syntes at
lamentere over to ædle Menneskers Adskillelse. Du kan ogsaa let fatte,
hvor meget der her maa bringe mig tilbage til hine behagelige
Grindringer. Her er nu mine Fjender, Mennesker med Torskehoveder og
med Oxehoveder og med Hundehoveder, Mennesker med Pigger og med
Kløer og med Haitænder. Bare jeg gaar stille paa Gaden komme de
undertiden snøftende og gryntende og pibende, ligesom om de vilde give
til Kende, at de gerne skulde æde mig, hvis det ikke var en
Gadeuorden og stridende mod Politilovene; thi alle disse Skabninger ere, paa
nogle faa nær, gode Borgere, og flere af dem betale Lygteskat og andre
Tyngder. Dernæst er her mine Velyndere og Venner; og dette skulde
jo være behageligt og ligesom en Modgift og en Trøstenskilde, og det
er vel ogsaa baade det ene og det andet. Men nogle af disse mine
Støtter, der høre til den Klasse af Mandspersoner, der synes at være
skabte til Hanreier og Tøffeldansere, ere over al Maade matte og
vinge-stækkede. De vise en Slags Medlidenhed med mig og en krank
Om-hyggelighed, som jeg ikke kan lide. De ere af disse kjedsommelige
forstandige Mennesker, der altid ville se en Sag fra to Sider, om det saa
er et mathematisk Punkt eller en ditto Linie; de kunne ikke taale, at man
kalder noget Sort eller Hvidt; thi der er et Sølen med dem, som gør,
at de, i disse Retninger, aldrig komme videre end til Graat. Disse Folk
kaldes iøvrigt de Sindige, og det er af denne Sort, vi her oppe fabrikere
os Hædersmænd; thi saadanne kan jo en rask opadstræbende Nation
ikke vel undvære. Naar de ere døde, kommer der Monumenter over
dem af Jern, hvilket er det billigste Materiale efter Træ, eller de faae, i
det mindste, frivilligt Følge og en sindig Sørgeode i Aviserne. Mine
rigtige Venner ere gode; men den almindelige Nød og Plumphed har
ogsaa kvæstet deres Sind; og ofte bestaar vort Samliv deri, at vi ærgre
os sammen. Hos Eder havde jeg Ferie for alt dette, og vi vare glade.
Vi kjørte i Dyrehaven, og Træerne nikkede til os, og Luften favnede os,
og der var ikke et pibende Kræ paa den hele Strækning, og der var
isgen Mislyd mellem os, vi vare indvortes kun, og vi vare kvæget og
mættede. Vi sadde og gik siden saa ofte sammen, og vi havde det
bestandig godt sammen, undtagen de faa Gange, denne T. kom imellem.
Hverken Messing-Parykken eller andre Skabilkener gjorde os Fortræd.
Selv det Ubehagelige blev komisk. Kan du huske den Gang, jeg havde
Katzenjammer, og jeg fortalte dig, at Apothekeren var krøben op til
mig og jeg maatte trække mig inter loqvendum, fordi han var saa ækel?
— Du var ikke med, da jeg saa Lumpacivagabundus1), men siden gjorde
den tørre Lorch det Sentimentale efter i det genuine Selskab, du havde
hos dig. Det er mærkeligt, hvor jeg har tæret paa denne Farce, siden
l) Lumpacivagabundus blev den Gang opført paa Tysk paa Petolettis Teater
udenfor Vesterport. Paa Dansk er det først opført 1858 paa Folketeatret,
tidligere i Provinserne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
