Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - August - Gustav Wied: Den gamle Pavillon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
577 Den gamle Pavillon.
Og saa det: at de fem første Aar af deres Ægteskab havde
været barnløst; men at der saa en skønne Dag var blevet født en
lille Pige.
Den gamle Pavillon laa som sagt lige i Skellet mellem
Parken og Skoven. Det var en ottekantet Bindingsværks-Bygning
med tre høje, buede Vinduer med Jærnsprosser og et hættelignende,
spidst opløbende Tag. Den laa paa en liden Jordhøj med
Trætrappe op til Indgangsdøren. Højens temmelig bratte Nedfald var
beplantet med Roser, Jasminer og Ribis og åndre låve Buskvækster,
der i Blomstringstiden fyldte Luften omkring den med en døvende
Vellugt og et Surr af Bier og Fluer og en Flagren af hvide og
brogede Sommerfugle, der undertiden næsten kunde blive for meget
af det gode. Langs op ad Murene snoede sig vild Vin, Klematis
og Slyngroser, der fuldstændig dækkede det hvide Kalkpuds og
krøb helt op paa Taget, hvor det dannede en sammelfiltret Pude
af Stængler og Blade.
Højen laa paa en aaben Plads, og sad man inde i Pavillonen,
naar Solen var naaet op over Trætoppene og hang lige over den
og stegte og bagte, medens Insekterne summede og brummede
omkring en, saa var det akkurat, som om man sad midt i en
glohed, kogende Konkylie. Og selv ved Aftenstid, naar Solen var
gaaet ned, blev Varmen hængende under Loftet; og saa tog
Myggene fat og dansede og summede en om Ørene, og store, søvnige
Nattesværmere kom daskende ind gennem de aabentstaaende Døre
og slog en i Ansjgtet med de pudrede Vinger. Og Ørentvister og
Tusendben og Edderkopper kom kravlende frem fra Sprækker og
Hjørner og pilede hen over ens Hænder eller sænkede sig ned paa
ens Hals, saa man skreg ved det.
Og det var rimeligvis alt det, Jægermesterinden ikke kunde
lide ved den gamle Bygning.
Men saadan bare at se paa tog jo Pavillonen sig særdeles
virkningsfuld ud med sine Blomster og sine Blade og sine buede
Kirkevinduer. Og kiggede man ind gennem Døren og saa de
morsomme, skævbenede Rokokostole omkring det hvidlakerede Bord
og den store Empiresofa op ad Væggen i Baggrunden og det falmede,
storblomstrede Tapet* og Glaslysekronen i Loftet, saa syntes det
hele en en levende Illustration til en eller anden gammel Æventyrbog.
Naturligvis var Pestinak-Lars den ledende Aand i alt, hvad
der vedrørte Haven, men han lod dog fornemmeligst Arbejdet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
