Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - August - Gustav Wied: Den gamle Pavillon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
582
Den gamle Pavillon.
— Jo-o, om Søndagen, mente Gartneren.
— Ja-a, om Søndagen, ja — — aa-aak, jaja!
Anders blev ved at gabe. Det var en underlig, kildrende
Vellystfornemmelse, der betog ham, en Forudnyden af den hyggelige
Time, han havde i Vente, naar nu Lars havde skænket i Glassene,
og de første Par Slurke var nede under Vesten.
— Nu skal jeg rydde Bakken a’Vejen, sagde han geskæftig
og satte Ølflasken og Brændevinskaraffelen og Glassene op paa Fadet.
— Næi, Glassene skal vi jo bruge! sagde Gartneren.
— Ja, det er sgu da osse sandt! nikkede Anders og tog
bægge Ølglassene og holdt dem op for Lyset og kiggede igennem
dem. Og da der var lidt 01 tilbage i dem, tjattede han det hen
ad Gulvet ved at slaa frem i Luften med Glassene.
— Saa! sagde han og skubbede Bakken saa langt bort fra
sig, som det var muligt. — Saa! — Værs’god! sagde han og skød
det ene Glas over til Kammeraten.
Lars tog Proppen af Flasken og skænkede i Glassene. Han
skænkede dem trekvart fulde. Anders’ Øjne fulgte trolig den
andens Bevægelser, og han lagde Hovedet lidt paa Siden, medens
der samtidig om hans Mund lejrede sig et stille, lyksaligt Smil,
da Flasken tog paa at klukke polisk under Opskænkningen.
— Skaal! sagde Lars og smagte paa Mosten. Det var Rom.
— Skaal! nikkede Anders — Skaal, Christensen!–
Ah-h! sagde han saa og satte Glasset fra sig — jeg synes sgu’
hun kradser eumanerlig i Aften!
— Naa-aa, mente Gartneren — det er bare den første
Mundfuld!
— Ja-a, det er det vel!
Og saa sank de atter hen i Tavshed. De rejste sig af og
til og gik ud i Døren for at blæse Pibehovedet ud, og stoppede
det saa paa ny af Kardusen henne i Vindueskarmen. Og hvert
Øjeblik sagde de „Skaal" og nikkede og drak. Og naar den ene
havde tømt sit Glas, skænkede den anden i.
Det blev mørkere og mørkere. Solen var gaaet ned, og
gennem Vinduerne kunde man næppe skelne Træerne ude i Haven
fra hinanden; de stod med utydelige og udviskede Konturer og
dannede én stor, langstrakt Silhuet, der tegnede sig med sorte
Spidser og Takker mod den skinnende, staalblaa Himmel. Af og
til gik der et stille Brus gennem Trætoppene, og Bladene paa de
høje Popler henne ved Laagen raslede svagt. Men saa var det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
