Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - August - Gustav Wied: Den gamle Pavillon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
585 Den gamle Pavillon.
— Det er dog alligevel mest Plaser, naar det er Sommer!
forsøgte Anders indledende.
— Aa ja, sagde Lars — Tiden gaar jo bedre.
— Ja det har De sgu Ret i, Christensen! nikkede den
gamle — saadan Vinterdage, naar Solen hun putter sig ved
Firetiden, kan det sgu være spydsk nok a’ faa Ende paa Timerne! Skaal!
— Skaal! sagde Gartneren og klinkede.
— I Gaar var Clarisse Slentens indenfor og spurgte, om
hun kunde faa Arbejde med a’ hjælpe mig i Høsten, fortsatte
Anders, der var bleven mildt bevæget ved den andens Forsonlighed
og derfor snakkede løs, for hurtigst muligt at komme helt paa den
anden Side af de brasilianske Agurker. — Hva’ mener De,
Christensen? Hun har jo arbejdet her i Haven i mange Aar.
— Hvorfor vil De ikke ha’ Ane Høys ligesom i Fjor?
spurgte Lars og skænkede paa ny i Glassene. Det var det sidste,
der var i Flasken, hvilket han accentuerede ved at slaa Proppen
i bagefter.
— Næi, for hun er en So til sit Arbejde, sagde Anders —
hun kan aldrig blive færdig.
— Ja, hva’ det angaar, sagde Gartneren — saa er Clarisse
saamænd flink nok. Men De skal se hende lidt efter paa Fingrene,
for der hænger saa let no’et ved dem.
— Rapser hun?
— Ja-a, det kan jeg ikke si’e hende helt fri for» men hun
er jo et Jærn til at udrette no’et.
— Saa De har mærket, a’ hun rapser? gentog den gamle.
— Ja, det var her forleden Aar, vedblev Pestinak-Lars
med sin rolige og sindige Stemme — hun hjalp til at pille Frugt
ned; saa mærkede jeg jo, at det svandt i Dyngerne, og kunde
forstaa, at det var Fruentimmerne, der transporterede dem væk,
og det var altid de største, der blev borte —–
— Det er en vis Vej! nikkede Anders.
— Og saa si’er jeg det til dem en Fyraften, og Dorthe og
Maren si’er jo ganske rolig, at de ha’de ingen Æbler ta’et; men
Clarisse ta’r paa Vej og skriger op om, at hun vil melde mig til
Herredsfogden, og at hun tog de andre Koner til Vidne paa min
Mund — og saa vidste jeg jo nok Besked.
— Ja, det er sgu sikkert, det! nikkede Anders igen.
— Jo-o; og saa sa’ jeg jo til hende, at hvis hun ikke kom
frem med Æblerne godvillig, saa klædte jeg hende a’ til Særken
for sæl a’ hitte dem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
