Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - September - G. Brandes: Job-Studier. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jobs Bog.
665
Sikkert er saa meget, at de syv Kapitler, hvor Jobs fjerde
Ven Elihu hidføres talende, er uægte, langt senere indskudte af
en Forfatter, hvem Bogens dristige Sprog har skræmmet. Selve
Elihus Indlæg er svagt, bringer kun Gentagelser eller abstrakte
Overvejelser; Elihu er desuden ikke nævnt i Prologen, og da han
har talt, henvender Jahve Ordet ikke til ham, men til Job, hvad
tydeligt røber Indskuddet.
Hvad enten nu imidlertid de Modsigelser, som findes, kan
skyldes den Overlast, Værket i Aartusinder Løb har lidt, eller
Rammen virkelig er af en anden Forfatter end Værket, saa viser
dettes Genialitet sig dog i, at Epilogen netop kun staar der som
fordret Slutning og Efterskrift, men ingenlunde besværger de
Aander, hvilke Digtet har manet op, ingenlunde bringer de Tanker
og Tvivl til at forstumme, som i Digtet frit er udtalte. Jobs
Bog betegner et Højdepunkt af Tankens Frihed i det gamle Israel.
III.
Digteren staar overfor dette Grundspørgsmaal: Hvor og
hvorledes raader Retfærdigheden? Job afviser det Svar, at den
sker Fyldest i Stammen eller i Familien. Den onde Mand dør i
Velvære og mærker intet til den mulige Ringeagt, der rammer
hans Søn. Og Job fortvivler over Menneskets Elendighed, over
Himlens Ligegyldighed, over de ondes grusomme, ustraffede
Uretfærdighed, de fattiges sørgelige Vanskæbne og Guds Usporlighed,
naar han hedest søges. Bogens Slutning ei; den obligate og
barnlige Harmoni; men i Værkets Midte stilles Spørgmaalene og
udtrykkes Klagerne med en Lidenskab, hvis Flamme Slutningen
ikke slukker. Og at Bogen ikke uden videre lærer, men drøfter
og tvivler, det er et af Vidnesbyrdene for dens høje Ælde. Da
det gamle Israel havde ophørt at eksistere som selvstændig Nation
og var afløst af Jødedommen, det vil sige af den Sekt, der
overlevede det af Assyrer og Kaldæer tilintetgjorte Folk, kunde et
Værk af denne Aandsfrihed ikke mere blive til. Dertil hævede
man sig først paa ny, da hen imod Israels sidste Aarhundrede en
halvt blaseret, halvt epikuræisk Oprørsaand i Kohélet rejste sig
paa én Gang mod den herskende Uretfærdighed og den religiøse
Askese.
Som Job er, svarer Bogen tilsyneladende til en Tilstand,
der ikke ligger langt borte fra den gamle patriarkalske Tids
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
