Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - September - G. Brandes: Job-Studier. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
666
’ Jobs Bog.
Nomadetilstand, hvor Ejeren af de store Hjorder, den rige og
lykkelige Mand, ogsaa var den, som udmærkede sig ved
Sjæleadel. Saasnart Civilisationen brød ind over Stammerne, ophørte
nødvendigvis denne Harmoni; mangen rig Mand var en
Ransmand og Forbryder. Tidligere havde der ikke været egentlige
fattige. Det skulde da være iblandt de Omstrejfere af fremmede
Stammer, som den ordnede Befolkning ringeagtede, og hvem Job
betegner som »dem, hvis Fædre jeg forsmaaede at give Plads
blandt mine Hyrdehunde; dem, som er udstødte af Menneskenes
Midte under Skrig som efter Tyve; dem, der afgnaver Ørkenen,
Ødelæggelsens og Ødets gamle Steder." Nu saa man fattige alle
Vegne, og en Gang imellem indtraf endog den Art overvældende
Omslag i Vilkaar og Skæbne, af hvilke Jobs Historie frembyder
en Overdrivelse og Systematiseren. Da var det, at Mand og
Mand imellem alle Maader at løse Vanskeligheden paa forsøgtes.
Job klager over, at Livet er blevet ham skænket, og over
at Gud, der ikke røres ved hans Uskyld, tillader Forbrydere at
herske, falske Dommere at dømme:
Ja jeg er uskyldig. Lidet bryder jeg mig om Livet,
Jeg bekymrer mig ikke mere derom.
Alt nytter lige lidt. Derfor har jeg sagt:
Han lader den retfærdige og den skyldige dø med hinanden.
O, hvis han i det mindste slog mig ned med ét Slag!
Men han ler af den uskyldiges Kvaler.
Jorden har han overgivet i Forbryderes Hænder,
Han tilslører deres Aasyn, der dømmer. —
Hvis det ikke er ham, hvem er det da?
I malende Ord har han alt tidligere klaget over sine
haard-hjertede Venner:
Mine Brødre har været troløse som en Bæk,
Som en Bæk, der snart svulmer, snart svinder,
Som ruller Isstykker afsted,
Og stiger, naar den fyldes af Sne.
I Tørkens Tid gaar den bort,
Ved den første Hede forsvinder den fra sit Sted.
For dens Skyld maa da Karavanerne bøje bort fra Vejen,
Drage ud i Ørkenens Tomhed og gaa til Grande der.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
