Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - September - Herman Bang: Fransk Scenekunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
694
Fransk Scenekunst.
som ikke finder dem saare latterlige — ogsaa fordi de har vænnet
sig til at finde det — men Enkeltoptrinenes brutale Styrke bevæger
alligevel Tilskuerne mod ’deres Vilje, og Helhedens snilde Bygning
skænker dem en Følelse af Spænding, selv om de ikke vil tilstaa det.
Derfor opsøger de Folkekomedierne.
Desuden har „Herren ser dine Veje* et Fortrin, der synes
Pariserne uvurderligt: her magter de Herrer og Damer Aktører
og Aktricer endelig en Gang deres Opgaver. Her er endelig Had
og Kærlighed, Jubel og Fortvivlelse trukne i brede, upersonlige
Linier, som den upersonlige og konservatorieopdrættede Kunst
mægter. Her elsker man med Haanden paa Hjertet, hader
man med en knyttet Højre, er man fortvivlet med et mod Himlen
løftet Øje. Skuespillerne og Opgaverne har fundet hinanden.
Alligevel er der jo ingen, som tager d’Ennerys og Fællers
Komedier helt alvorligt, og Sæsonen 92—93 endte paa de parisiske
Teatre under en almindelig Misstemning. En heftig Kamp mellem
Kritikerne forøgede den. Hr. Sarcey var Kampens Maal.
Hr. Sarcey er i Frankrig de femtiaarige Bedsteborgeres
dramaturgiske Autoritet. Han ejer megen Bonsens, og man sidder
heller ikke — som Sarcey har gjort — i tredive Aar hver Aften,
Dag efter Dag, i et eller andet Teater uden at vinde Erfaring.
Men paa den anden Side er Sarcey stædig og partisk,
snæversynet og uimodtagelig, og han prædiker i sine tykke Spalter med
en Selvbehagelighed, der kan strejfe Dumheden, den Snusfornuft,
der er dyrebar for Middelmaadighederne.
Hans Indflydelse paa det brede Bourgeoisie-Publikum er
imidlertid endnu betydelig, og de yngre ser i ham en af de
Hoveddæmninger, der kunde hindre det nyes fri Strøm. Under den
almindelige Misfornøjelse kastede de frisindede og radikale Kritikere
sig derfor over Sarcey med Angreb, hvor Staalet gnistrede, og
Henri Becque og Emil Bergerat — for mig, maa jeg tilstaa,
den mest klarøjede Teaterkritiker i Paris — førte al Scenemiséren
tilbage til Claréties glatte Overfladiskhed og til Sarceys
tykhudede og selvglade Mandags-Prædiken. De var maaske ikke
ganske retfærdige, men de sejrede hos alle yngre, fordi de gav
deres længe nærede Irritation et Udtryk.
Endnu medens den kritiske Holmgang stod paa, falder
endelig de to Begivenheder, som kroner den usalige Sæson: Théåtre
français’ pekuniære og moralske Nederlag i London og Konservatoriets
Eksamen — den magreste paa mange Aar.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
