Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - C. G. Rosenørn: En Avatar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
888 En Avatar.
er jo alligevel angest for den Hund; jeg kan ikke lide den; den er
saa underlig, hvad vil den os? — Se, nu staar den der og lurer."
Brandt truede ad Hunden, og de saa dens Hoved forsvinde
under Skrænten.
Idet de passerede det Sted, hvor den havde staaet, gik de
uvilkaarligt hurtigere til; ingen af dem saa til Siden. De var
bægge blevne tavse.
Da de kom til den sidste Sidegang, sagde Brandt: „Nu
drejer vi om her — det er paa Tide at komme ud; her bliver
straks lukket."
De gik igen et Stykke — saa tog Emmily Mod til sig og
saa tilbage. Hun kunde næsten intet se i Mørket; dog forekom
det hende, at hun kunde skimte Gangens Bugtning som et blegt
Lysskær mellem Træerne. Da hun atter saa lige ud, mærkede
hun, at ogsaa hendes Mand havde drejet Hovedet; men han saa
hurtig lige ud igen, som for at hun ikke skulde lægge Mærke dertil.
De naaede endelig Anlægets Udkant.
Paa Torvet foran Udgangen ringede to Sporvogne, der
mødte hinanden i Taagen; en Herre gik tæt forbi — de vendte
sig bægge som for at se efter ham.
„Han bliver da lukket inde."
— De havde gaaet et Stykke. Gadens Larm virkede
bedøvende paa dem, omtaagede deres Sanser efter den lange
Stilhed; de sagde ikke et Ord, vendte sig ikke; først i den Gade,
hvor de boede, brød Emmily Tavsheden:
„Hvor det er underligt, du Erik, at komme hjem; — jeg
synes, det er ligesom der mangler nogen."
„Herregud!" — hans Stemme lød irriteret — „lad dog være
med bestandig at rippe op i det. — Hvordan kommer du nu til
at tænke paa det igen?"
Han saa skarpt paa hende. Hun svarede ikke, for i det
samme gik der en Sitren gennem hans Arm, og han sagde: „Der
er den igen — Hunden —"
„Hvor?"
„Der!" —
Nej, der var ingen Tvivl; hun mærkede det paa hans
Gang, hans Stemme — han var lige saa nervøs som hun og
forsøgte at trænge et Indtryk tilbage ligesom hun; han tænkte det
samme, der dæmrede i hende, men som hun ikke vovede at tænke
frem, give Ord.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
