Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juli—August - Holger Drachmann: Fanø, o Fanø —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
510
Fanø, o Fanø —■
Knap er Hvedebrødsdagene forbi — endnu inden Surbrødet
kommer paa Bordet — saa vinker Havet: afsted! Der grædes
Taarer, der omfavnes, der hviskes Levvel — og der haabes paa
Gensyn. Og i Bevidstheden om en sød Lykke, der altid bier paa
ham, pløjer Fanøskipperen atter Søen — stundom aarevis, inden
han atter genser Fødeø, den unge Moder og Arvingen.
Han har maaske haft Held med sig; et nyt Hus bygges,
eller den gamle, låve Stuelænge, med Gavlen mod Vest og Øst,
fikses op. Den unge Kone sættes ind i alt, tinglæste Skøder og
Papirer, Skibsparter, Assurancepræmier, Forhyring; selv kender
hun fra Barnsben Priser paa Køer og Faar, endsige hvorledes
man koger Grød og svøber Børn. Den unge, raske Skipper er
glad over sit Held, sin forstandige Kone, sin Arving. Og atter
sætter han en lille Fanøbo ind i Verden — atter drager han ud
— kommer igen ad Aare — eller bliver borte for bestandig.
Der er en Friskhed i dette Liv med dets Kommen og
Gaaen — som der er frisk paa Fanøs Strand med dens Ebbe og
Flod. Landbrugeren bliver træg og flegmatisk ved Aarets seje
Ensformighed — og Købstadsboeren forsumper i sit Stue-og Familieliv.
Familieliv! Jo der er netop Familieliv paa Fanø — dér
hvor Kvinden gør alt, endogsaa »bærer Bukserne11.
At hun staaar for Styret — under Mandens lange Fravær —
det er sikkert. At hun er hans Regnskabfører og Bogholder, at
hun alene driver det lille Landbrug, besørger hele Husets Gerning,
dertil føder, opammer og opdrager Børnene — det forekommer
hende ganske naturligt.
At hun derigennem faar ikke liden Magt og Myndighed,
meget „at skulle ha’ sagt" — det forstaar sig. Men er hun sin
Indflydelse bevidst, saa føler hun ogsaa Ansvaret — og det giver
hende maaske denne ranke Holdning, denne spænstige „Gang i
Skoene" — de Sko, som er højhælede Tøfler.
Om egentligt Tøffelregimente bliver der næppe Tale. Vel
gaar Sagnet, at Skipperen — naar han undtagelsesvis er hjemme
paa et længere Besøg — smukt maa sidde og „prægle*, strikke
Uldstrømper; ja at han helst skal have en hel færdig om Dagen!
Men om saa var: — Konen har ikke Tid til denne kvindelige
Sport, hvorunder saa megen Lediggang og Sladder skjules. Og
„prægler" den hjemvendte Skipper — saa bliver han endda ikke
Tøffelhelt.
Af den gode Grund––han forsvinder snart igen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
