Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - September - Niels Møller: Robert Browning: Ringen og Bogen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
678
Robert Browning: Ringen og Bogen.
og udhamrede derpaa sin Rings tyvetusind Vers i tolv tunge Led.
„Ringen og Bogen", der udkom i fire Bind i Vinteren 1868 og
Foraaret 1869, har faaet Navn efter den anførte Sammenligning
og den gamle gule Bog.
Pietro og Violante Comparini, et Par midaldrende barnløse
Borgerfolk i Rom havde levet over Evne og var blevne forgældede:
de maatte søge en pavelig Understøttelse, og deres Kreditorer
trængte dem haardt; thi deres Indtægter bestod væsentlig i Renten
af en Kapital, som skulde tilfalde fremmede, hvis de døde uden
at efterlade sig Børn; og Kreditorerne maatte derfor se at blive
fyldestgjorte, mens de levede. Havde de haft et Barn, vilde
Kreditorerne gerne have faret med Lempe; thi da skulde Barnet
arve Pengene, og saa var der Sikkerhed for Gælden.
Violante, som var en forslagen Kone, besluttede at komme
den karrige Natur til Hjælp. Hun meddelte sin Mand, at hun
trods sine halvhundred Aar var bleven frugtsommelig, fik opsporet
et berygtet Kvindemenneske, som var i den Tilstand, traf Aftale
med hende og indrettede sig saaledes, at det tog sig ud, som hun
var Moder til det Pigebarn, Kvinden fødte.
Som ventet viste Kreditorerne sig nu føjelige, og da Pietro
og Violante derefter levede sparsommelig, fik de snart Gælden
afbetalt og kunde tænke paa at samle Penge sammen til Datteren
Pompilias Medgift.
Hun voksede op og havde det som Blommen i et Æg, til
hun var bleven en stor, smuk Pige paa 13 Aar. Da fik hun en
Bejler i Guido Franceschini.
Han var halvtredsindstyve Aar, lille og gusten, langnæset
og strid i Skæget. Det var da ikke hans Ydre, der skulde vinde
ham en Brud; men paa den anden Side var det heller ikke
Pompilias store, mørke Øjne og svære, sorte Haar, der havde sat hans
Hjerte i Brand. Guido var af en højfornem men fattig aretinsk
Slægt. Han havde gaaet længe i Rom og søgt at komme paa
den grønne Gren ved Kirkens Hjælp, som Klient og Kavaler hos
en eller anden Kardinal; men nu efter 30 Aars Forlob var han
lige vidt; og han besluttede derfor at prøve Lykken ad anden
Vej: han vilde søge hjem til Arezzo, men først se at gifte sig med
en velhavende Pige. Han havde nok faaet en Præstevielse; men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
