Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Erna Juel-Hansen: Mand og Kone
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mand og Kone.
891>
Det voldte hende en uhyre Skuffelse. Hun syntes bl. m. a.
at det rent ud var en Vanhelligelse af deres skønne og ideale
Forhold, at han saadan kunde ligge og ganske prosaisk snorke af
fuld Hals ved Siden af sit Hjertes udvalgte, Maalet for alle hans
hedeste Længsler. Og mens hun søvnløs paa Grund af denne
uventede Nattemusik laa og spekulerede, forekom det hende næsten,
at hans Kærlighed ikke kunde være saa gramme stærk — at nu,
han havde hende, var det forbi med Poesien i deres Forhold
o. s. v., o. s v.
Det kom allerede til smaa Scener imellem dem med Graad
og Klager og megen — om end væsentligt indbildt Lidelse.
Manden var Læge. Han tog Sagen praktisk, forklarede
hende med fysiologisk Nøjagtighed, at hans Snorken var medfødt
og beroede paa den og den lille Abnormitet, som var uhjælpelig,
men ikke i fjerneste Maade havde noget at gøre med hans
Kærlighed, der var lige stærk og lige hed.
Men for dog at hjælpe paa noget, gav han, der baade var
forelsket i og holdt af sin Kone og var en god, varmhjertet
Natur oven i Købet, hende Lov til at vække ham, saa ofte hans
Snorken irriterede hende eller hindrede hendes Nattesøvn.
Det gjorde hun — og saa hyppigt, at hans forvaagede Øjne
og trætte Udseende omsider talte til hendes Hjerte for ham.
Og pludselig fik hun Øjnene op for, hvor lille hendes
ideale Kærlighed var overfor hans reale.
Hun vækkede ham aldrig mere og kan nu kun sove rolig,
sagde hun, naar hun hører den velbekendte Snorken ved Siden
af sig.
„Ganske vist", føjede hun til, „gik jo den ideale Glans af
ham og noget af min blinde Forelskelse med. Men jeg ved ikke,
hvordan det kom — vi blev egentlig først rigtig Ægtefolk efter
den Historie, og vi er, som I alle ved, lykkelige med hianden."
Vitterlig forandrer altsaa ogsaa Kvindens Kærlighedsfølelse
sig i Ægteskabet, og kun den Omstændighed, at Forandringen
hos hende, særlig paa Grund af Ægteskabets fysisk-forskellige
Virkning paa Kønnene foregaar langsommere end hos Manden,
giver hendes Klage en vis Berettigelse.
Det, hun i den Henseende lider, maa hun med et
Fornuftvæsens Evne til at skille væsentligt fra uvæsentligt møde med
Resignation. Forstaa mig ret: jeg kræver ikke, at Hustruen, at
nogen skal resignere overfor Livet og sine Krav paa Lykke, kun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
