Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Oscar Hansen: Fra David Humes Tid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
938
Fra David Humes Tid. 938
{„He is Schotchissime in all the latitude of the word and not
very able"), en anden Forfatter omtaler ham som skotsk Skotte
fra Skotland, og Lord Charlemont, der havde Nydelsen af at se
ham bevæge sig uniformeret blandt Italienerne samler sin
Beskrivelse i følgende Udtryk: „Jeg tror ikke, at Naturen nogen Sinde
har dannet noget Menneske mere ulig hans virkelige Karakter end
David Hume. Et bredt og fedt Ansigt, aaben Mund, fuldstændig
faareagtigt Udtryk, tomt og indholdsløst Øje, samt en Fedme, der
vilde passe sig langt bedre for en postejspisende Raadmand end
for en forfinet Filosof. Den skotske Accent gør ham rent ud
latterlig, naar han taler Engelsk, og gør det endnu mer, naar han
taler Fransk". Det er denne Hume, der bliver en velset, ja feteret
Gæst i det parisiske Salonliv; om hans Selskab stredes alt af Aand
og af Navn i Frankrig. Til Salonlivet medførte han ikke blot sin
Accent og sit horrible Ydre, men tillige sin Intelligens og sin
enestaaende Evne til at sige Behageligheder; i sidstnævnte Henseende
var han en fuldendt Franskmand. Hyldet af Frankrigs
betydeligste Mænd og feteret af dets aandrigste og smukkeste Kvinder
nød Hume i Paris Livet i en saadan Fylde, at det maatte kaste
en Skygge over de hjemlige tunge og dagligdags men
energiskintelligente og arbejdssomme skotske Samtidige, endsige da over
Tidens engelske „Minimal-Begavelser". Hvilken Forskel paa Hume
og Kant, hans tyske Aandsfælle! Hume robust og barsk i Figur,
Væsen og Sprog, benyttende sin Aandskraft til at erhverve den
Anerkendelse, der var nødvendig for hans Produktivitet, blændende
Kvinder og Mænd ved sit Vid, selv smigret ved Samlivet med
dem og ikke mindst ved at færdes mellem Damerne, og saa den
stille Kønigsberg-Tænker med et fint formet og udtryksfuldt Ansigt
(jeg tænker særligt paa Beckers Maleri fra 1768), altid soigneret,
levende uden kvindelig Paavirkning med en kluntet og stivsindet,
fordrukken og kivagtig Tjener. Man siger, at det, som Kvinderne
i de nordiske Sagaer fordrer af Bejleren, er Gerning, Stordaad,
det at han skal have udrettet noget, og at det kun er hos
Trællene, at den legemlige Skønhed kan vække Kvindens Elskov,
hvilket viser os en uventet Overensstemmelse mellem vore
Stammødre og forrige Aarhundredes Pariserinder. Det taler til Ære
for disse, at de gennemskuede, opdagede og fastholdt Hume,
hvorimod det kun er til ringe Ære for deres tyske Søstre, at de
lod Kant forsumpe i Særhed og Pebersvenderi. Ingen, der af
Lyst eller Nødvendighed gennemgaar Kants Værker, vil undlade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
