Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Januar - Holger Drachmann: Til Hyrdefløjtens Toner. Melodrama
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
33 Til Hyrdefløjtens Toner.
EFTERSPILLET.
Landskabet fra Forspillet. Lys Sommeraften.
I Forgrunden til venstre paa Græsbænken under den lille, svagt rislende
Kilde Den unge Vandrer, som lige vaagner.
Den gamle Kvinde
staar foran ham — peger med sin Fløjte paa den Plads, hvor Slottet forsvandt.
Det dued ikke stort — i sine indre Dele.
Et Kvindehjerte — det var det bedste ved det hele!
Den unge Vandrer.
Jeg har nok blundet — tror jeg...
Den gamle Kvinde.
Og drømt ? ...
Den unge Vandrer.
Ja helt forvirret!
Det har omkring mig summet og sukket, kvinkeleret,
og man har raabt og skreget — og Vaaben har der klirret —
og Hjerter gik i Stykker...
Den gamle Kvinde.
— og man blev arresteret!...
Den unge Vandrer.
Jeg synes endnu dunkelt at se en lys Gestalt,
som fælded bitre Taarer ...
Den gamle Kvinde
kaster Fløjten.
— og Daarskab var det alt!
udstrækker sin Haand og lader den langsomt glide gennem Luften i bølgende Bevægelse.
Det kommer, det forsvinder — det stiger, og det daler,
den ene Slægt forkætrer den andens Idealer,
indtil det Punkt er naaet i den evigt runde Ring,
at ingen gider rejst sig for nogen Verdens Ting.
Den unge Vandrer
rejser sig, samler sine Sager sammen.
Ja nu maa jeg til Byen ...
Den gamle Kvinde.
Aa tøv et lille Korn!
Snart tænder Sommer-Nyet sit slanke, gyldne Horn,
og det blir skønt at vandre langs Landevejens Krat,
hvor Nattergalen synger Visselulle for sin Skat.
Tilskueren. 1896. 3
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
